Flere brændeovne ramt af skattehammer: Nu mener Skat, at Andreas Reitzels hyggespreder koster 312.000 kr.
Vurderingsstyrelsen fastholder, at en brændeovn i Hillerød skal koste 312.000 kr. Selv ministeren mener, at det er skørt.
Egentlig troede Jens Ole Bahr, at han havde landets dyreste brændeovn.
Skat mener, at den er 218.000 kr. værd. Derfor har Skat hævet hans ejendomsvurdering og boligskat på huset i Risskov.
Men i Hillerød står en endnu dyrere brændeovn, der er blevet til en skattefælde for Andreas Reitzel.
Han har taget kampen op mod Vurderingsstyrelsen, for han kan ikke få svar på, hvorfor den skulle være så meget værd.
Pris på brændeovnen: 312.000 kr.
»Det er et fuldstændig vanvittigt tillæg. Jeg kan jo ikke gå til en ejendomsmægler og sige, at jeg får 312.000 ekstra for huset, fordi jeg har en brændeovn,« lyder det fra Andreas Reitzel.
Andreas Reitzels rækkehus er vurderet til 4.150.000 kr. Dermed udgør tillægget for brændeovnen mere end 7 pct. af husets samlede værdi.
Intet svar
Andreas Reitzel har forsøgt at få en forklaring og søgt aktindsigt.
»Jeg har bedt om aktindsigt i beregningsmodellen eller metoden. Det har de indtil videre ikke givet mig.«
Han har også ringet flere gange til Vurderingsstyrelsen. Ingen forklaring.
»Jeg kan ikke retssikkerhedsmæssigt leve med, at de ikke kan forklare, hvorfor der er lagt 312.000 kr. på min vurdering for en brændeovn, eller hvordan it-systemet beregner tillægget. Det er et helt principielt retssikkerhedsspørgsmål for mig.«
Vurderingsstyrelsen forklarer, at når der registreres en brændeovn, laves en helt ny beregning af ejendomsværdien:
»Der er derfor ikke tale om, at den ny beregning er lig med værdien af brændeovnen alene, men det er en samlet helhedsvurdering af, hvordan omkringliggende referenceejendomme med brændeovn som helhed handles relativt til referenceejendomme uden brændeovn.«
Derfor er der forskel på værdien af brændeovnen målt på kostpris, og hvad den er værd på en ejendomsvurdering.
Vurderingsstyrelsen vil ikke kommentere enkelte sager om brændeovne, men vil nu række ud til Andreas Reitzel med en »mere konkret vejledning om vurderingen – herunder hvis der er forhold, som ikke er retvisende«.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) kommenterer heller ikke den enkelte sag, men kalder problemet for skørt.
»Jeg kender jo ikke den konkrete sag, men jeg er sådan set helt enig i, at det virker komplet skørt, hvis en brændeovn bliver tillagt så stor værdi, at det pludselig kan få en vurdering til at tordne i vejret og dermed få vurderingen til at blive for høj,« skriver han i en mail.
»Det er præcis derfor, at jeg har foreslået, at boligejerne kan få en second opinion fra en uvildig tredjepart, når boligejerne oplever, at tingene virker helt skøre.«
Andreas Reitzel mener, at Vurderingsstyrelsens svar er misvisende.
»Det står jo sort på hvidt i min vurdering, at tillægget i sig selv er 312.000 kr. Så det er noget vrøvl, at det er den samlede vurdering, der driver vurderingen op, når de skriver, at det er brændeovnen, der i sig selv har givet et tillæg,« siger han.
Tager kampen op
Brændeovnen koster Andreas Reitzel små 1.600 kr. i ekstra boligskat om året.
Pengene er underordnede. Brændeovnen bliver for hyggen. Når det sner udenfor, bringer den gode stunder med børnene.
Men ret skal være ret, og Andreas Reitzel er ikke typen, der giver op. Han er jurist og har arbejdet 17 år med forvaltningsret i det offentlige.
Han mener, at Vurderingsstyrelsens afgørelse lider af begrundelsesmangel. Den har styrelsen ikke svaret på indtil videre. Derfor har han nu taget en alternativ metode i brug.
Ligesom Jens Ole Bahr har Andreas Reitzel registreret brændeovnen i det danske register for oplysninger om ejendomme, BBR. Det er ét af de systemer, som Vurderingsstyrelsen bruger til at fremskaffe data om landets 1,8 mio. ejerboliger og beregne ejendomsværdier ud fra.
På Granbakken i Hillerød er der fjernvarme. Det bruges dagligt til at varme huset op. Men der er også opvarmning med en elradiator i en del af huset.
I BBR-registret er det kun muligt at tilføje én supplerende varmekilde på huse. Derfor har han nu bedt BBR-registret om at fjerne brændeovnen og tilføje el-radiatoren som supplerende varmekilde, da den bruges oftere.
»Hvis Vurderingsstyrelsen ikke vil anerkende, at deres afgørelse er ugyldig, så bør den genoptage sagen, ud fra de nye oplysninger om min supplerende varmekilde,« siger han.
Han kan godt se det komiske i det. En absurd mulig løsning på en absurd vurdering af hans brændeovn.
Jyllands-Posten beskrev tidligere på ugen, hvordan boligejere med dyre brændeovne ikke kan klage over deres ejendomsvurderinger. For det kræver, at et hus er mere end 20 pct. forkert vurderet.
Det var ikke tilfældet for Jens Ole Bahr i Risskov, og det er heller ikke tilfældet for Andreas Reitzel.
Tillæg for brændeovne kan i princippet ryge op i millionklassen på ejendomsvurderinger, fordi de følger husets pris og område, lød det i en forklaring fra Vurderingsstyrelsen til Jens Ole Bahr.
»Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen, der har sagt stop i det her system. Jeg kan heller ikke forstå, at der har siddet mennesker inde i Vurderingsstyrelsen og set på de her brændeovne, og synes, det er fint at designe it-systemet sådan,« siger han.
Til jul skal brændeovnen på Granbakken atter i brug.
Men hvis nogen skulle finde på at byde 312.000 kr. for Andreas Reitzels brændeovn, så er den til salg.