USA's centralbank fastholder renten i debut for ny chef
Fed leverer ingen overraskelser angående den aktuelle rente. Men der signaleres muligt renteløft senere i år.
Den amerikanske centralbank (Fed) fastholder den toneangivende rente i intervallet mellem 3,5 og 3,75 procent.
Det oplyser centralbanken i en meddelelse onsdag aften.
Meldingen kommer efter det første rentemøde under den nye Fed-chef, Kevin Warsh.
Økonomer forventede over en bred kam, at renten ville blive fastholdt. Men der vil blive holdt nøje øje med Warsh og de signaler, han sender om fremtidens kurs.
Philip Jagd, aktiechef i Sampension, siger i en skriftlig kommentar, at Warsh befinder sig ”som en lus mellem to negle”, da USA’s præsident, Donald Trump, ønsker lavere renter.
Imens gør høj inflation og et styrket arbejdsmarkedet det ”svært at se behovet for rentenedsættelser på den kortere bane”, vurderer han.
Trods presset fra Trump signaleres det i onsdagens udmelding, at renten kan blive hævet senere på året. Samtidig hæfter analytikere sig ved en ny stil.
- Selve rentemeddelelsen er markant anderledes, end vi normalt ser, da den er langt kortere, skriver Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
- Investorerne tolker den dog i retning af en hårdere pengepolitik. Det kan tydeligt aflæses på finansmarkederne, hvor renterne stiger mærkbart, fortsætter han.
De amerikanske aktiemarkeder er faldet en smule efter Feds melding.
Når Fed hæver renten, forhøjes prisen på at låne penge og investere. Dermed forsøger man at lægge en dæmper på økonomien og inflationen.
Hvis Fed sænker renten, er det et forsøg på at stimulere økonomien ved at øge forbruget og få gang i investeringerne - og da USA er verdens største økonomi, påvirker beslutningerne også Danmark.
Den nye centralbankchef, Kevin Warsh, siger på et møde efter rentemeldingen, at han ser det som afgørende, at centralbanken leverer stabilitet i priserne.
Warsh er kommet ind efter en længere periode, hvor USA’s præsident, Donald Trump, har udtrykt utilfredshed med Warshs forgænger på posten, Jerome Powell.
Trump har krævet, at Powell sænkede styringsrenten mere. Han har blandt andet kaldt Powell, som han selv var med til at nominere, ”idiot”. Præsidenten har også sagt, at Powell var ”for vred, for dum og for politisk” til at være centralbankchef.
De gentagne angreb har ført til kritik af Trump for at presse centralbankens uafhængighed.