Fortsæt til indhold
Erhverv

Tidligere finansdirektør anker erstatningsdom i kæmpe OW Bunker-sag

Erstatningssag indhentede 200 millioner kroner til konkursboet efter OW Bunkers kollaps. Finansdirektør anker.

/ritzau/

Tidligere finansdirektør i OW Bunker Morten Skou har anket sin erstatningsdom til Højesteret.

Det skriver Finans, der har talt med Morten Skous advokat, Søren Bergenser.

Morten Skou blev sammen med Lars Møller, der var direktør for OW Bunkers datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading, dømt i Østre Landsret til at betale samlet 200 millioner kroner i erstatning, da sagen blev afgjort 9. januar.

Den stort anlagte erstatningssag blev rejst i kølvandet på OW Bunkers konkurs.

Sagen er blevet kaldt Danmarkshistoriens største børsskandale.

Lars Møllers advokat, Arvid Andersen, siger til Finans, at man endnu ikke har afgjort, om sagen mod direktøren i datterselskabet også vil blive anket.

Med dommen valgte landsretten at frikende selskabets tidligere ejer, kapitalfonden Altor, den tidligere topledelse og bestyrelse samt selskabets revisor, Deloitte.

Og dermed landede resultatet langt fra de 1,2 milliarder kroner, som kurator Søren Halling-Overgaard havde krævet forud for afgørelsen.

Som kurator stod han for oprydningen efter OW Bunkers konkurs, og han forsøgte i den forbindelse at hente penge ind til konkursboet - og dermed de banker og kreditorer, der mistede store beløb i konkursen for 11 år siden.