Fortsæt til indhold
Erhverv

Dobbelt op på mangemillionærer siden 2014

Der er på 10 år sket en fordobling af antallet af danskere med en likvid formue på mindst 10 mio. kr.

/ritzau/

På bare 10 år er antallet af danskere med en formue på mere end 10 mio. kr. næsten blevet dobbelt så stort.

Det skriver Børsen på baggrund af en særkørsel fra Danmarks Statistik for perioden 2014 til 2024.

Den viser, at 19.143 personer i 2024 havde mere end 10 mio. kr. stående i banken, i børsnoterede aktier, obligationer eller investeringsfonde.

Det svarer til en vækst på 90 pct. sammenlignet med 2014.

Ida Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, forklarer bl.a. udviklingen med, at aktiemarkederne har udviklet sig positivt i perioden.

»Når man har investeret sin formue, hvad vi må formode, at mange velhavende mennesker har, så får man glæde af renters rente-effekten.«

»Pengene vokser helt af sig selv, selv om der naturligvis altid er en risiko forbundet ved investering,« siger hun.

Opgørelsen medregner ikke pensioner, friværdi i ejendomme og unoterede aktier.

Unoterede aktier er ejerandele i virksomheder, der ikke er børsnoterede og derfor ikke kan værdisættes lige så præcist som dem, der handles hver dag på fondsbørsen.

Tæller man de unoterede aktier med, har hele 51.695 personer en formue på mere end 10 mio. kr.

Med til historien hører dog også, at 10 mio. kr. på grund af inflationen ikke repræsenterer samme værdi i dag, som de gjorde tidligere.

Ifølge Danmarks Statistiks inflationsberegner svarede 10 mio. kr. i 2024 til 8,38 mio. kr. i 2014.