I årevis er hans navn dukket op i møgsager. Men finansmand Torben Steen Jensen sover godt om natten
Igen og igen har hans navn optrådt sammen med skandaleramte virksomheder. Nu er han igen i ballade. Føler pengemand Torben Steen Jensen sig misforstået?
I over ét år har Torben Steen Jensen afvist at stille op til interview.
Pludselig er han klar.
Men det skal foregå i mødelokalet hos et af landets dyreste pr-bureauer, Ulveman & Børsting, med udsigt til Kongens Have.
Med direktør Michael Ulveman ved sin side vil han nu fortælle Jyllands-Posten, hvorfor avisens dækning af ham og hans arbejde er misforstået.
»Når jeg læser det, I skriver, tænker jeg: Øv. Der er tydeligvis et eller andet, jeg ikke har formået at udtrykke,« siger Torben Steen Jensen og slår hånden ud mod sin bisidder.
»Det er jo derfor, at jeg har hyret et menneske som Michael, fordi jeg skal lære at udtrykke mig bedre over for journalister som jer.«