Apple ser milliardomsætning, men skuffende iPhone-salg
Apples finansdirektør kalder det forgangne år et rekordår og ser tilbage på milliardomsætning.
I det forgangne regnskabsår har den amerikanske techgigant Apple omsat for 416 mia. dollar imod 391 mia. dollar året før.
Det kalder finansdirektør Kevan Parekh for et rekordår for techvirksomheden i en pressemeddelelse om regnskabet, som er blevet offentliggjort torsdag aften.
Apple har et forskudt regnskabsår.
I regnskabsårets fjerde kvartal har Apple omsat for 102,5 mia. dollar. Det er en stigning på 8 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
»I september var vi begejstrede over at kunne lancere vores bedste iPhone-sortiment nogensinde, inklusiv iPhone 17, iPhone 17 Pro og Pro Max, og iPhone Air,« siger topchef Tim Cook i pressemeddelelsen.
Han ser frem til at gå julesæsonen i møde med »det mest ekstraordinære« sortiment af produkter, lyder det videre.
Salget af selskabets populære smartphone - iPhone - er dog ifølge finansmediet MarketWire gået en smule dårligere, end analytikere havde forventet.
Ifølge regnskabet har Apple solgt iPhones for 49,02 mia. dollar i kvartalet. Det er over 300 mia. kr.
Analytikere havde forventet, at salget ville runde 49,3 mia. dollar.
Apple kan også se tilbage på et år, hvor salget i Kina, som det eneste marked, er faldet.
Sidste år solgte den amerikanske techgigant for 66,9 mia. dollar i Kina imod 64,3 mia. dollar i år.
Til sammenligning er salget i Europa steget fra 101,3 mia. dollar til 111,03 mia. dollar.
Ifølge finansdirektør Kevan Parekh har Apple nu nået et nyt rekordniveau for antallet af aktive Apple-enheder. Det siger han i pressemeddelelsen.
Apple er et amerikansk techfirma, som er grundlagt i 1976. Selskabet står bag iMac-computerne, iPhones og iPads.