Røde tal i selskab bag feteret designer
Stine Goya A/S, der er ejet af ægteparret bag mærket samt Tue Mantoni, blev det forløbne år ramt af underskud.
Et presset marked med lav forbrugertillid og ekstraordinære nedskrivninger har sendt modehuset Stine Goya A/S i underskud.
Til gengæld forventer selskabet at forbedre indtjeningen i år.
Stine Goya A/S – der bærer navnet på stifteren og designeren bag – har netop afleveret regnskab for 2024/25. Tallene viser, at bruttofortjenesten dykkede fra 20 mio. til 17,8 mio. kr. Resultatet før skat endte med et minus på 6 mio. kr., mens året før gav et plus på 0,4 mio. kr.
I regnskabet skriver selskabets ledelse selv, at resultatet er utilfredsstillende.
Det kommer dog i et år, hvor dele af detail- og modebranchen netop har været under pres. Også på vigtige eksportmarkeder for den danske tøjindustri. Lav forbrugertillid og global usikkerhed præger udviklingen på flere markeder.
I en kommentar til regnskabet skriver adm. direktør Thomas Hertz, at Stine Goya A/S har styr på driften, men ekstraordinære nedskrivninger trækker resultatet ned.
Han skriver samtidig til Finans:
»Ændrede markedsforhold sammenholdt med ekstraordinære finansielle nedskrivninger – herunder afskrivning af goodwill – har haft en samlet negativ påvirkning på Stine Goyas resultat for årsregnskabet 2024/25.«
Thomas Hertz driver og ejer selskabet sammen med hustruen Stine Goya. Virksomheden Stine Goya A/S har eksisteret siden 2006 og markedsfører brandet på flere internationale markeder.
De seneste par år har den tidligere B&O-direktør Tue Mantoni været en del af selskabet som investor og bestyrelsesformand. Han købte sig tilbage i 2021 ind med en ejerandel på 5 pct., som siden er udvidet. Thomas Hertz og Stine Goya ejer tilsammen fortsat ca. 85 pct.
Om udviklingen i det igangværende år skriver Thomas Hertz til Finans, at virksomheden fortsat »er gældfri, genererer et positivt cashflow og opererer med et langsigtet perspektiv«. Han understreger:
»Ledelsen har gennemført nødvendige tiltag og forventer en forbedret indtjening allerede i det kommende år.«
Stine Goya er kendt for at designe tøj til kvinder. De seneste år har der været en strategi om øget internationalisering, og ledelsen har tidligere fremhævet ønsket om at øge salget ikke mindst i USA og England, hvor den også på et tidspunkt havde egen butik i London.
Den danske tøjbranche er præget af få store virksomheder. 10 danske tøjvirksomheder står i en vurdering samlet for op mod 90 pct. af omsætningen. Storkoncernen Bestseller ligger helt i front, og derefter kommer DK Company. Begge koncerner rummer en lang række mærker.
En opgørelse fra Dansk Mode & Textil har tidligere vist, at der før finanskrisen var ca. 1.100 danske modemærker. Det er reduceret til nu ca. 800 fordelt på omkring 600 virksomheder. Det efter at flere er faldet fra, mens andre mærker er blevet overtaget af større spillere.