Fortsæt til indhold
Erhverv

Finansmænd fra USA skal betale 1 milliard mere til Skattestyrelsen

Tre amerikanske mænd skal betale resten af et forligsbeløb fra 2019. Det har en domstol i New York afgjort.

/ritzau/

Tre amerikanske finansmænd skal betale yderligere over en milliard kroner til de danske skattemyndigheder i en sag, som er en del af udbyttesagskomplekset.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse efter en afgørelse fra en domstol i New York.

Der blev egentlig indgået et forlig på cirka 1,6 milliarder kroner i sagen i 2019.

Herefter blev der indbetalt omkring 1 milliard kroner, men den resterende del, som de tre mænd hæftede for, forfaldt i foråret 2023.

Finansmændene påstod dengang, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt forligsaftalen. Derfor stævnede to ud af tre af mændene de danske myndigheder i marts 2024.

Mændene mente, at Skattestyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang havde informeret politiet.

Men nu har retten altså slået fast, at de tre mænd skal betale det resterende forligsbeløb. Det løber ifølge Skattestyrelsen op over 1 milliard kroner inklusive blandt andet renter.