Fortsæt til indhold
Erhverv

Skændes I om økonomien derhjemme? Så er I sandsynligvis ikke gift

Papirløse har som udgangspunkt ikke formuefællesskab eller indbyrdes forsørgelsespligt som gifte. Det kan give anledning til økonomiske diskussioner.

Hvis du og din samlever har skippet besøget hos rådhuset eller kirken, er risikoen for, at I skændes om privatøkonomien, større. Ugifte er i højere grad uenige om penge.

Det viser en ny undersøgelse fra YouGov foretaget for Sydbank.

Der er ca. 1,4 mio. par herhjemme. Undersøgelsen påviser, at op mod 45 pct. af dem i forskellig grad er uenige om økonomien. For gifte par er det kun 29 pct., der ikke har samme holdninger til forbrug og opsparing.

»Samlet set er to ud af tre par dog enige om retningen og prioriteringen i parøkonomien. Dette resultat er på niveau med samme måling i 2010. Så det har ikke ændret sig et komma,« konstaterer Sydbanks privatøkonom Ann Lehmann Erichsen.

»Det er nok illusorisk at forestille sig, at et par altid vil være enige om stort set alle økonomiske dispositioner, men uenigheden er større, end mange forestiller sig. Og det kan føre til skænderier om penge,« mener Ann Lehmann Erichsen.

Par under 55 år skændes markant mere om penge end ældre. Faktisk skændes de mere end dobbelt så ofte.

»Det er ikke altid særlig frugtbart at skændes om penge, hvis man ikke er helt enige om, hvad de skal bruges til. Måske kan det hjælpe at huske på, at hver part faktisk godt må bestemme over deres egne penge,« lyder forslaget fra Ann Lehmann Erichsen.

Papirløse har som udgangspunkt ikke formuefællesskab eller indbyrdes forsørgelsespligt som gifte.

»Så de papirløse par, der skændes lidt mere end de gifte, skal minde hinanden om, at pengeskænderierne måske sker på et misforstået grundlag,« mener Ann Lehmann Erichsen.

Er man gift, er der som udgangspunkt både formuefællesskab og gensidig forsørgelsespligt. Alligevel gælder princippet om særråden stadig. Det betyder, at hver ægtefælle har råderet over sine egne aktiver. Det vil f.eks. sige, at man er i sin gode ret til at spare op eller bruge penge.

»Og vil man have en ny dyr racercykel, behøver man ikke tage den beslutning i plenum. Man behøver ikke tilladelse til at bruge sine egne penge. Det er måske ikke verdens bedste idé, men helt efter bogen,« fastslår Sydbanks privatøkonom.

Hun minder om, at medmindre man har givet sin partner fuldmagt til sine konti i banken, kan denne ikke se, hvor få eller mange penge man har stående på sin egen konto.

»Hvert eneste menneske bærer rundt på sin egen pengehistorie helt fra barndommen, og derfor er pengesamtaler i parforholdet vigtige, så man bedre kan forstå hinandens økonomiske valg og præferencer,« mener Ann Lehmann Erichsen.

Hun opfordrer til at få talt ud om, hvad penge betyder for den enkelte. For nogle handler penge om tryghed og fremtidssikring, mens andre ser dem som en mulighed for at nyde livet her og nu.

»Uenighed om penge handler sjældent kun om tal – det handler ofte om tryghed, frihed og drømme. Det er vigtigt at være nysgerrige på hinandens følelser og undgå at gøre økonomi til en kamp,« lyder rådet fra Ann Lehmann Erichsen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.