Dansk pensionskasse vil ikke længere investere i Israel
Israels militære indsats i Gaza overtræder AkademikerPensions politik for ansvarlige investeringer, lyder det.
Pensionskassen AkademikerPension har besluttet at ekskludere staten Israel fra selskabets investeringsunivers.
Det skyldes, at Israels militære indsats i Gaza overtræder selskabets politik for ansvarlige investeringer.
Det skriver AkademikerPension på sin hjemmeside.
Her lyder det, at ”den igangværende konflikt” ikke sker i overensstemmelse med principper om proportionalitet, beskyttelse af civile og adgang til humanitær bistand.
Jens Munch Holst, som er administrerende direktør i AkademikerPension, siger, at selskabet har en systematisk tilgang til at følge, at politikken for ansvarlige investeringer bliver overholdt.
- I denne situation har monitoreringen konstateret vedvarende brud på menneskerettighederne, og derfor har vi ekskluderet staten Israel og statskontrollerede virksomheder fra vores investeringsunivers, siger han i meldingen på hjemmesiden.
Beslutningen betyder, at pensionsselskabet ikke længere vil investere i israelske statsobligationer eller selskaber ejet af den israelske stat.
Pensionsselskabet kan fortsat investere i privatejede israelske selskaber.
AkademikerPension oplyser dog, at man på nuværende tidspunkt heller ikke har investeringer i private selskaber med base i Israel.