Landmand afleverede sine marker og måtte vente 19 måneder på pengene
Landmand John Jørgensen lod sine marker omdanne til natur, men måtte vente halvandet år på kompensationen. Imens ledte myndighederne efter fejl. Efter studier af luftfotos lykkedes det til sidst at finde fejl for 3.300 kr.
Alle var glade, da landmand John Jørgensen for mere end fem år siden tilbød at indstille dyrkningen på nogle af sine marker og lade dem omdanne til vådområde.
Miljømyndighederne og kommunen klappede i hænderne. De gamle dræn og grøfter blev sløjfet. En rørlagt strækning af Søgård Bæk blev åbnet og genslynget. De gamle korn- og kartoffelmarker blev omdannet til enge med græs, blomster og fløjtende fugle.
Projektet blev afsluttet i 2023, og en lun sommeraften i 2024 inviterede John Jørgensen til markvandring, hvor interesserede kunne besigtige det nye naturområde ved Hejnsvig nær Billund.
Borgmesteren var begejstret og udtalte, at: »Jeg håber, det nye vådområde kan være med til at inspirere endnu flere landmænd til at overveje at indgå i projekter til fordel for både vandmiljø og klima.«