Fortsæt til indhold
Erhverv

Fifleri med bilafgifter: Bilbranchen kalder jagt på interne bilhandler »unuanceret«

Skattestyrelsens jagt på kunstigt lave priser ved bilhandler har foreløbig rettet søgelyset mod 22 forhandlere, 200 personer og 1.300 biler.

Unuanceret, forkert og en direkte mistænkeliggørelse af en hel branche.

Det er meldingen fra DI Bilbranchen, efter at Skattestyrelsen og Motorstyrelsen tirsdag i en atypisk meddelelse fremlagde, at bilforhandlere fifler med skatte- og afgiftsbetalingen, når de sælger biler til »ansatte, familiemedlemmer, medejere eller andre nærtstående til bemærkelsesværdigt lave priser«.

De to styrelser kalder jagten på afgiftssyndere for en »vejledning og kontrol med de interne handler«.

Men den udlægning køber Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i DI Bilbranchen med mere end 650 fortrinsvis nyvognsforhandlere, ikke.

»For det første er vejledningen ikke vejledende og er, efter DI Bilbranchens opfattelse, unuanceret, da den kan give det indtryk, at medarbejderne ikke må købe bil på samme vilkår som andre kunder. Det må medarbejdere gerne, fordi medarbejderen, ligesom en kunde, betragtes som slutbruger,« fastslår DI-bildirektøren i et opslag på LinkedIn.

Samtidig kridter han banen op til, hvad der ligner et opgør om den afgiftsmæssige håndtering af interne bilhandler.

Mens Skattestyrelsen og Motorstyrelsen slår fast, at interne handler ifølge gældende regler skal ske til markedsprisen for bl.a. at sikre korrekt afregning af registreringsafgift, har DI Bilbranchen et helt andet syn på interne handler.

»Derfor er DI Bilbranchen ganske enkelt ikke enig i, som brevet (et brev sendt fra de to styrelser til bilforhandlere, red.) antyder, at salg til medarbejdere til indkøbsprisen pr. automatik kan reguleres af Motorstyrelsen ud fra deres vurdering af markedsprisen,« fastslår Thomas Møller Sørensen.

Han kommer ikke nærmere ind på, om brancheforeningens tilgang betyder, at man er klar til at gå planken ud sammen med medlemmer, som kommer i klemme i Skattestyrelsen og Motorstyrelsens nye klapjagt.

Til gengæld ærgrer Thomas Møller Sørensen sig over, at såvel føromtalte brev som gårsdagens pressemeddelelse fra de to styrelser udstiller samtlige bilforhandlere rundt om i landet.

»Hvorfor skal en hel branche endnu en gang mistænkeliggøres, fordi en registreringsafgift muliggør spekulation for svage sjæle?« spørger bildirektøren.

Jyllands-Posten har rakt ud til Motorstyrelsen for bl.a. at få svar på samme spørgsmål. Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra underdirektør Claus Holm.

I den fælles meddelelse fra de to styrelser er underdirektøren dog klar i spyttet, når det gælder bilhandler til kunstigt lave handelspriser.

»Vi har set næsten nye biler, der er til salg hos en bilforhandler til priser op til ca. 500.000 kr. højere, end bilen kort forinden blev solgt for til en intern aktør. På den baggrund vil vi nu øge vores vejledning og kontrol med de interne handler, så der bliver betalt en retvisende registreringsafgift,« lyder det fra Claus Holm.

I meddelelsen fra de to styrelser fremgår det, at de varslede kontroller kommer, efter at der er set eksempler på forhandlere, som har solgt mere end 250 biler til 30-40 ansatte »inden for en kort årrække«.

Ifølge Motor-magasinet har aktionen allerede ført til, at Motorstyrelsen og Skattestyrelsen har udtaget 22 forhandlere, 200 personer og 1.300 bilhandler til granskning af, om der er fusket med afregning af registreringsafgift og skat.