Fortsæt til indhold
Erhverv

Køb i udenlandske e-butikker slår rekord: Særligt et land løber med danskernes penge

På en typisk måned køber hver anden dansker ind i e-butikker i udlandet.

Danskerne er vilde med udenlandske e-butikker som aldrig før. I en typisk måned handler hver anden dansker nu i en netbutik i udlandet, viser nye tal.

Væksten er især drevet af kinesiske e-butikker. Alene den seneste måned har hver femte dansker været på indkøb i kinesiske webshops som Temu og Shein.

Det viser en ny rapport om danskernes e-handelsvaner, som betalingskæmpen Nets står bag.

»Konsekvensen af den stigende handel i kinesiske webshops er en skævvridning af e-handlen, der giver et langt højere klimaaftryk og forringer forbrugerbeskyttelsen med potentielt sundhedsskadelige produkter,« siger Allan Bonke, landechef for Nets Danmark, i en kommentar til tallene.

Undersøgelsen, der er et tilbagevendende tiltag fra Nets, baserer sig på interviews med godt 2.600 danskere, der ikke lægger skjul på, at de er glade for at shoppe rundt i udenlandske e-butikker.

Ifølge Nets-undersøgelsen køber 48 pct. af danskerne løbende varer online i udlandet.

I forhold til sidste år er det intet mindre end en fordobling, selv om indkøbene ofte sendes med luftfragt og derfor efterlader et stort klimamæssigt fodaftryk.

Det er ikke kun kinesiske e-butikker, som har flittigt besøg af danskere. Ifølge Nets-rapporten er e-indkøb i Tyskland også i fremgang.

Med til at skubbe bagpå den udvikling er, at flere og flere danskere handler ind via Amazons tyske e-butikker, lyder det.

Det seneste år er andelen af danskerne, der køber ind via den amerikanske e-handelskæmpe, mere end fordoblet.

Mens danskerne har skruet op for online-køb i Kina og Tyskland, mister amerikanske og svenske e-butikker terræn, ligesom danskernes e-indkøb i Storbritannien træder vande.

Ifølge Allan Bonke er det en udvikling, som står til at fortsætte.

»Den igangværende toldkrig kan på sigt forstærke trenden, fordi Kina vil fokusere på handel mod Europa med tilbud om billige varer, hjulpet på vej af massiv markedsføring,« lyder det fra Nets-landechefen.

Ifølge Nets-rapporten handlede mere end 90 pct. af danskerne i e-butikker i 2024, hvilket er en marginal fremgang i forhold til året før.

Med til at løfte e-handlen er seniorer i alderen 65-79 år, hvor knap 9 ud 10 sidste år handlede på nettet.

Det er en markant fremgang i forhold til 2023, hvor kun 70 pct. i aldersgruppen havde været en tur forbi en e-butik.