Fortsæt til indhold
Erhverv
Artiklen opdateres

Partnere i dansk advokatfirma og fælles søn dræbt i flyulykke

Der var ikke andre om bord på det fly, som to partnere i Horten og deres søn styrtede med mandag i Schweiz.

Tre danskere omkom mandag aften i et flystyrt i Schweiz.

Advokatfirmaet Horten oplyser i en mail til Ritzau, at det drejer sig om firmaets forperson og partner, Line Markert, partner Andreas Christensen og parrets fælles søn. De tre var de eneste, der var om bord på flyet.

Schweizisk politi oplyser, at flyet, der var et enmotoret propelfly af typen Extra EA-400, styrtede ned i La Punt Chamues-ch i Schweiz to minutter efter at flyet var lettet fra Samedan lufthavn kl. 17.20. Flyet havde kurs imod Roskilde i Danmark.

Flyet, der var ankommet fra Danmark den 13. marts, styrtede ned i et beboelsesområde og brød i brand. Familien, der selv fløj, omkom alle i flystyrtet, oplyser politiet. Ingen på landjorden kom til skade.

Årsagen til ulykken er endnu ukendt og undersøges af de schweiziske myndigheder. Det østrigske medie Blick har talt med et øjenvidne, der beretter, at flyet i de sidste sekunder inden nedstyrtningen drejede om sin egen akse og ramte jorden, hvorefter, der var der en eksplosion og en ildkugle.

Den schweiziske luftfartsmyndighed har ifølge politiet indført en midlertidig flyveforbudszone over ulykkesstedet.

Medarbejderne i Hortens afdelinger i Hellerup, Aarhus og Herning er tirsdag morgen blevet orienteret om hændelsen.

»Vi er dybt berørte og rystede over denne tragiske ulykke. Line og Andreas har været en vigtig del af Horten i over 20 år, og dette er et enormt tab for os på et helt personligt plan. Vores varmeste tanker går til de efterladte i denne svære tid,« oplyser selskabet i en mail til Ritzau.

Line Markert var partner og forperson for bestyrelsen i advokatfirmaet Horten og indtil december 2024 formand for Dansk Sejlunion.. Foto: Dansk Sejlunion/Peter Brøgger

Line Markert har, ifølge Finans.dk, været tilknyttet advokatfirmaet Horten i 22 år. Hun blev partner i 2014, i oktober 2024 tiltrådte hun rollen som forperson i bestyrelsen. Hun sad desuden i bestyrelsen for Aarhus Havn og forsyningsselskabet Kredsløb.

»Line havde et stærkt engagement i Aarhus, som vi kun kan være taknemmelige for. Hun vil blive savnet. Æret være Line Markerts minde,« udtaler Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S).

Line Markert var formand for Dansk Sejlunion i syv år indtil december 2024, hvor hun trådte tilbage, da hun blev valgt som vicepræsident for det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Line Markert blev 47 år.

»Line har styret Dansk Sejlunion med sikker hånd som formand gennem mange år, og vi stod netop overfor at skulle hædre hende med vores Ærestegn i weekenden på generalforsamlingen. Vi sender vores varmeste kondolencer og tanker til de efterladte. Det er et meget stort tab,« udtaler Anders Kristensen, der er direktør i Dansk Sejlunion.

Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforbund, siger, at det er et stort tab for dansk idræt.

»Jeg er dybt, dybt rystet. Line var en god ven, som jeg har arbejdet sammen med i mange år i sejlsporten. Først var hun i bestyrelsen i Dansk Sejlunion, mens jeg var formand, og siden tog hun over som formand efter mig,« siger Hans Natorp til Ritzau.

Andreas Christensen, som blev 51 år gammel, har været partner i advokatfirmaet Horten siden 2005, og han sad i selskabets bestyrelse indtil oktober 2024.