Fortsæt til indhold
Erhverv

Et drastisk tiltag skal bekæmpe virksomheder, der »sætter andre menneskers liv på spil«. Men arbejdsgiverne frygter konsekvenserne

Et lovforslag om entreprenørstop skal give Arbejdstilsynet hidtil usete sanktionsmuligheder i kampen mod social dumping på byggepladser. Et bredt flertal i Folketinget støtter det indgribende forslag, der rammer virksomhederne hårdt på pengepungen, men ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er løsningen både uholdbar og meningsløs.

»Det skal være slut med byggepladser, hvor virksomheder gang på gang overtræder arbejdsmiljøloven.«

Sådan lød det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), da regeringen i slutningen af 2024 fremsatte et nyt lovforslag om entreprenørstop.

Det nye værktøj skal give Arbejdstilsynet mulighed for at lukke ned for alt arbejdet for entreprenører og underentreprenører på en byggeplads, hvis der gentagne gange bliver begået alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

Men hvis man spørger Dansk Arbejdsgiverforening (DA), strider lovforslaget mod den »almindelige forståelse af retssikkerhed«.