Nyt stort prishop: Disse dagligvarer er steget mest i pris
Prisen på æg, mælk og en lang række andre basisvarer stiger voldsomt. Det er dyrere end nogensinde før at fylde indkøbsvognen.
Det er dyrere end nogensinde før at fylde indkøbsvognen i danske supermarkeder.
Prisen på basisvarer som æg, pasta, mælk, grøntsager, ost, kaffe og smør er steget betydeligt den seneste måned.
Det viser nye forbrugerpristal fra Danmarks Statistik. Her fremgår det, at forbrugerprisindekset for fødevarer samlet set er steget til et rekordhøjt niveau.
Den seneste måned har prisstigningerne været anført af æg, der er blevet knap 6 pct. dyrere, mens morgenmadsprodukter og pasta er steget omkring 5 pct. i pris.
»Prisen på flere typer af fødevarer stiger fortsat på råvarebørserne. Eksempelvis har prisen på mejerivarer været stigende 15 måneder i træk på verdensmarkedet. Det forplanter sig via mejerierne til detailhandlen, hvor priserne bliver sat op. Det sker med en vis forsinkelse – dyrere råvarer i år et giver først højere forbrugerpriser i år to,« forklarer seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
Han tilføjer, at der også er et element af købmandskab i de fortsatte prisstigninger:
»I forbindelse med tidligere fødevarekriser har vi set, hvordan priserne stiger meget stejlt og forholdsvist hurtigt, men når krisen løjer af, falder priserne kun svagt eller slet ikke. Der er et vist element af købmandskab og ”går den, så går den” i prisdannelsen,« mener Henning Otte Hansen.
Årsagen skal findes før krigen
Prisen på dagligvarer er nu 5,7 pct. højere end for et år siden og 22,8 pct. højere end i januar 2022, hvor inflationsbølgen for alvor begyndte at rulle.
De voldsomme prisstigninger på fødevarer tog fart i begyndelsen af 2022, da Rusland angreb Ukraine. De to lande er blandt verdens største leverandører af korn og andre landbrugsvarer til verdensmarkedet, og krigen skabte panik på råvarebørserne, hvor priserne steg eksplosivt.
Det samme gjorde prisen på energi, som tegner sig for en stor del af omkostningerne i landbruget og fødevareindustrien, hvilket har presset priserne yderligere i vejret.
Krigen blev dermed den udløsende faktor for prisstigningerne, men den egentlige årsag blev allerede skabt under coronakrisen, hvor gigantiske statslige hjælpepakker fik efterspørgslen til at stige langt hurtigere end produktionen.
Manglende vækst i produktionen er stadig en væsentlig del af forklaringen på, at priserne på fødevarer bliver ved med at stige.
»Det tager lang til for landmændene at øge produktionen af eksempelvis mælk. Det er ikke en knap, man bare kan skrue op for. Produktionen er baseret på levende dyr. Samtidig strammes miljø- og klimakravene til landmændene, hvilket medfører, at mange bliver usikre på fremtiden og ikke tør investere i udvidelser af produktionen,« vurderer Henning Otte Hansen.
Landmændene har i næsten tre år fået en meget høj afregningspris for deres leverancer af mælk, men produktionen stiger stadig ikke – hverken i Danmark eller i resten af EU. Dermed vil priserne fortsætte opad, til de på et tidspunkt rammer en smertetærskel, hvor forbrugerne trækker sig.
Som det fremgår, er den smertetærskel ikke nået endnu, selvom mælk og smør nu er henholdsvis 96 pct. og 80 pct. dyrere end i 2015, der er basisåret for forbrugerprisindekset.
Ekstremt vejr påvirker kaffeprisen
Det er ikke kun den manglende vækst i produktionen samt de stigende udgifter til energi, der driver fødevarepriserne i vejret. Det samme gør den stadigt hyppigere forekomst af ekstremt vejr, som har ramt produktionen af blandt andet oliven samt kaffe- og kakaobønner og udløst prischok, som forplanter sig fra råvarebørserne til forbrugerpriserne.
Prisen på chokolade er det seneste år steget 20 pct., mens kaffe er blevet 19 pct. dyrere. Fra januar 2023 og halvandet år frem steg forbrugerprisen på olivenolie 78 pct. på grund af dårlig høst i Sydeuropa.
Foreløbig er der ikke tegn på, at det prispres, som råvarebørserne lægger på forbrugerpriserne, vil aftage. FAO’s globale fødevareprisindeks, som afspejler udviklingen på råvarebørserne, har været stigende 10 af de seneste 12 måneder. Især prisen på mejerivarer og vegetabilske olier har været stærkt stigende på råvarebørserne.
Der er heller ikke klare tegn på, at landmændene i Europa for alvor begynder at skrue op for produktionen.
En ny konjunkturmåling fra Danmarks Statistik viser, at kun 1 pct. af de danske detailvirksomheder med fødevaresalg venter at sænke priserne de kommende måneder. For et år siden var det 56 pct., der forventede prisfald, men disse forventninger blev aldrig omsat til virkelighed.