Fortsæt til indhold
Erhverv

Chokstart på 2025: Dyr overraskelse for elkunder

Den grønne omstilling af elforsyningen betyder større udsving i elprisen. Det rammer landets 3,3 mio. elkunder på en sol- og vindfattig mandag.

Den 12. december gik elprisen amok med forbrugerpriser på 10-11 kr. for en kilowatt-time. Det er aldrig set tidligere. En sol- og vindfattig mandag får igen elprisen til at brage i vejret.

1

Elprisen

Mandag er en blandet pose bolsjer for landets 2,8 mio. private elkunder. I løbet af dagen svinger timeprisen 3,50 kr. Billigst er det natten til mandag, mens markedsprisen topper ved aftenstid med 4,35 kr. pr. kilowatt-time (kWh) i tidsrummet kl. 17-18. Med afgifter, betaling til statslige Energinet, elafgift og lokale nettariffer betyder det for f.eks. en timepris på 7,58 kr. for kunder i Norlys Energi, der har valgt et elprodukt med timeprisafregning.

2

Prisudsving

Den grønne omstilling er godt for elprisen, når vejrliget byder på blæsevejr og/eller sol. Omvendt brager elprisen i vejret, når vinden og solen udebliver. Det har skabt et elmarked, der ofte oplevet store udsving i elprisen hen over døgnet. I 2019 var der ingen timer med markedspriser over 1,00 kr. Sidste år var der ifølge energikæmpen Andel Energi 576 timer med priser over 1,00 kr. – og i 56 af timerne var prisen over 2,00 kr. Samtidig var der 275 timer med negative elpriser, hvor elproducenter betaler forbrugerne for at tænde på stikkontakten.

3

Bornholm

Når elprisen mandag topper ved aftenstid, er 29.000 elkunder på Bornholm hårdest ramt. Ud over en markedspris kl. 17-18 på 4,35 kr. betaler bornholmske elkunder landets højeste nettarif til det lokale elnetselskab Trefor Øst for at transportere strøm frem til stikkontakterne. I tidsrummet kl. 17-21 betaler almindelige elkunder på Bornholm 1,65 kr. i nettarif pr. kWh. Til sammenligning betaler elkunder i Frederikshavn- og Sæby-området 0,22 kr. til det lokale elnetselskab Elinord. Oveni betaler bornholmerne 1.560 kr. i årligt abonnement til Trefor Øst, der er ejet af energikoncernen Ewii. Det er Danmarks dyreste netabonnement.

4

Bonus

Vindmøller og solceller producerede 24.339 gigawatt-timer (GWh) i 2024, hvilket tegner til at udgøre omkring 70 pct. af den danske elproduktion. Størstedelen af elproduktionen blev dog udvekslet med Sverige, Holland, Norge, Tyskland og England, som alle er koblet til det danske elnet. Selv om grøn strøm italesættes som billig strøm, endte den gennemsnitlige markedspris på el i 2024 på 0,53 kr. Den gode nyhed er, at det er den laveste pris i fire år. Den dårlige nyhed for elkunder er, at 2024-prisen er 83 pct. højere end i 2019, og generelt ligger den gennemsnitlige markedsprisen på el i dag markant højere end i tiden før corona- og energikrisen.