Nykredit vil købe Spar Nord
Med opkøbet vil den nye bank blive Danmarks tredjestørste bank.
Nykredit vil købe Spar Nord. Det skriver banken i en pressemeddelelse.
En enig bestyrelse, direktion og Spar Nord Fonden bakker et salg af Spar Nord til Nykredit op.
»Spar Nord Bank og Nykredit er et godt match. Vi har hver især værdier og spidskompetencer, der tilsammen vil øge vores gennemslagskraft i markedet,« udtaler bestyrelsesformand Merete Eldrup i pressemeddelelsen.
En sammenlægning af Spar Nord Bank og Nykredit Bank vil skabe »et slagkraftigt og foreningsejet alternativ til de største børsnoterede pengeinstitutter i Danmark,« lyder det.
Nykredit vil ifølge en selskabsmeddelelse købe 100 pct af aktierne i Spar Nord Bank, foruden dem, de i forvejen ejer, for 210 kr. pr. aktie. Det giver en samlet pris på 24,7 mia. kr.
Nykredit har siden 2023 været storaktionær i banken og ejer i dag 19,60 pct af den samlede aktiekapital i Spar Nord Bank.
Næste skridt er, at tilbuddet nu skal godkendes Finanstilsynet. Derefter får aktionærerne i Spar Nord Bank lejlighed til at forholde sig til tilbuddet.
»Nykredit og Spar Nord Bank kender hinanden godt i forvejen. Vi har en fælles historie som solide og stærke virksomheder, der er forankret i Danmark og de mange lokalsamfund, vi er til stede i,« udtaler koncernchef Michael Rasmussen.
Det forventes, at tilbuddet vil kunne gennemføres i løbet af 1.halvår 2025. Ifølge Nykredit er der »intet der ændrer sig« for de nuværende kunder i Nykredit.