Fortsæt til indhold
Erhverv

800.000 husstande kan se frem til en billigere elregning

Nettariffen sænkes med en femtedel for de mere end 800.000 elforbrugere, som Elselskabet N1 leverer strøm til.

Næste år bliver elregningen en smule billigere for 800.000 husstande og virksomheder, der får leveret strøm fra Elselskabet N1.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Nettarifferne sænkes med 21 pct. i 2025.

Det betyder f.eks., at det i vinterperioden fremover koster 32,5 øre/kWh at bruge strøm midt på dagen, hvor det i dag koster 41,29 øre/kWh, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Prisnedsættelsen skyldes især, at elpriserne har stabiliseret sig på et lavere niveau siden energikrisen, hvilket betyder, at udgifterne til nettabet bliver mindre.

På trods af den fremtidige nedsættelse af nettariffen er der stadig en økonomisk gulerod til de elforbrugere, der flytter så meget af deres strømforbrug væk fra de tidspunkter på dagen, hvor belastningen på elnettet er højest.

»Vi kan tydeligt se, at mange elforbrugere allerede har flyttet en del af deres forbrug væk fra spidsbelastningen,« siger Lise Bering, administrerende direktør for Elnetselskabet N1, i pressemeddelelsen.

Allerede i december bliver elregningen også billigere, oplyser selskabet. Her sænkes nettarifferne med 59 pct.

»Vi følger elpriserne tæt og justerer tarifferne i takt med udviklingen. Elpriserne har heldigvis ligget på et lavere niveau i 2024, end vi havde forventet, og derfor er vi glade for at kunne videresende den besparelse til vores kunder i julemåneden,« siger Lise Bering

Når man betaler for strøm, betaler man både for selve strømmen og for at få strømmen transporteret hen til sin bolig. Prisen på transport af el er det, der kaldes nettarif, og prisen varierer afhængig af, hvornår på døgnet man bruger sin el.

Artiklens emner
Elpris