Sidst kostede de næsten en Superliga-klub livet – nu er de igen på jagt efter andre folks penge
De var involveret i en erhvervsskandale, der nær tog livet af Lyngby Boldklub. Nu kontakter de folk med nye investeringstilbud i selskaber, de selv ejer. Hold jer væk, lyder advarslen fra tidligere investorer.
For nogle måneder siden fortalte en ven mig, at hans far – en pensioneret erhvervsskolelærer – var blevet ringet op af et firma, der ville sælge ham en gylden investeringsmulighed:
Lån os 100.000 kr., og så får du dem tilbage om et år plus 18 pct. i afkast, hed det sig. Og han havde nær givet dem pengene, lød det hovedrystende fra min kammerat.