Direktør er fortid i aarhusiansk milliardvirksomhed i modvind
Peter Krogsgaard Jørgensen stopper som administrerende direktør i aarhusianske Koncenton, der udbyder ejendomsinvesteringer til private velhavere. Det sker i kølvandet på, at utilfredse investorer har politianmeldt virksomheden.
Det er slut for topchefen i Koncenton, der i løbet af en kort årrække har opbygget en milliardforretning ved at udbyde ejendomsinvesteringer til private.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor Koncenton oplyser, at selskabets administrerende direktør, Peter Krogsgaard Jørgensen, træder tilbage og overlader direktørstolen til selskabets finansdirektør, Henrik Skovsby.
Historien kommer i kølvandet på, at Jyllands-Posten tidligere på måneden kunne afsløre, at vrede investorer i et af Koncentons projekter har politianmeldt selskabet, som beskyldes for at have ført investorerne bag lyset og tjent kassen på deres bekostning.
»Det handler om, at folkene i Koncenton ikke er ordentlige mennesker,« sagde en af de utilfredse investorer, Ole Ærthøj, om den aarhusianske milliardvirksomhed, der har fået en stribe påbud af Finanstilsynet for ikke at overholde gældende lovgivning.
Sagen er ikke omtalt i Koncentons pressemeddelelse, der i stedet fokuserer på, at virksomheden er blevet hårdt ramt af den generelle usikkerhed på ejendomsmarkedet, forårsaget af de kraftige rentestigninger i 2022 og 2023.
Koncenton oplyser, at selskabet har tabt 18,6 mio. kr. i første halvår 2024. Det er et endnu større underskud end i 2023, hvor årets første seks måneder resulterede i et tab på 14,1 mio. kr. Koncenton forventer et tab efter skat på mellem 20 og 30 mio. kr. for hele 2024.
»Markedet har været inde i en mat periode, og den er fortsat ind i første halvår af i år. Det er naturligvis noget, som vi ærgrer os over, men omvendt sporer vi en begyndende optimisme og voksende interesse for ejendomsinvesteringer på denne side af sommerferien,« udtaler Koncentons kommende topchef, Henrik Skovsby, i pressemeddelelsen.
Meldingen kommer dagen efter, at Koncentons søsterselskab Obton, der udbyder investeringer inden for grøn energi, fyrede 45 medarbejdere og omlagde strategien. Fremover skal Obton ikke udbyde investeringer til private, men i stedet udvikle og drifte batteri- og solcelleparker i egen ret, lød det i en pressemeddelelse.
»Der skal ikke herske tvivl om, at det har været en af de sværeste beslutninger i Obtons historie at skulle sige farvel til så mange dygtige og afholdte medarbejdere, der har spillet en afgørende rolle i at gøre Obton til det, som det er i dag. Men vi må også erkende, at markedet er et andet sted i dag, og derfor er det nødvendigt at skifte kurs,« lød det fra Anders Marcus, administrerende direktør og partner i Obton, i en pressemeddelelse onsdag.
Anders Marcus overtager også formandsposten i bestyrelsen for Koncenton, hvor nuværende formand Esben Vibe og bestyrelsesmedlem Lars Bentsen udtræder. Samtidig indtræder to nye medlemmer i bestyrelsen i form af Knut Røsjorde og Christian Jelsbech fra kapitalforvalteren FSN Capital, der er medejere af koncernen.