Fortsæt til indhold
Erhverv

Dansk finansstjerne blev mangemilliardær: Nu vil han forære en stor luns af formuen væk

Morten Hummelmose, som har tjent milliarder på at arbejde for og være medejer af kapitalfonden EQT, vil nu bruge en stor del af sin tid og sin formue på velgørenhed. Han og hustruen skyder mindst en halv mia. kr. i en ny fond.

Morten Hummelmose, der mest er kendt for at have tjent milliarder på sit arbejde i en af verdens største kapitalfonde EQT sadler nu fuldstændigt om.

Fra nu af vil han bruge en betydelig del af sin tid og også en betydelig del af sin formue på velgørenhed.

»Det hele er meget nyt, men jeg kommer måske til at bruge 25-50 pct. af min tid på velgørenhed,« siger Morten Hummelmose.

Konkret retter han nu sit fokus mod en ny fond Frececo Fonden, som han og hustruen, Nanna Hummelmose, har stiftet sammen.

Da vi mødes på fondens midlertidige kontor i København, er det dagen efter, at Erhvervsstyrelsen formelt har godkendt fonden og dens vedtægter, kapital og bestyrelse.

Ifølge Erhvervsstyrelsen er kapitalen 50 mio. kr. Men det er kun en brøkdel af, hvad der ifølge planen kommer til at ligge i den hen over de kommende år.

»Det, vi har besluttet os for indtil videre, er at bygge fonden op til et niveau, hvor den kan udbetale ca. 25 mio. kr. af sig selv om året. Det skal vi bygge den op til over de næste år,« siger han.

I praksis betyder det, at der skal ligge mindst en halv mia. kr. – faktisk mindst mellem 500 og 600 mio. kr. For ifølge Morten Hummelmose er der en tommelfingerregel om, at en fond skal have et årligt stabilt afkast på 4-5 pct. til dækning af uddelinger og driftsomkostninger og dermed ikke æde af sin ”hovedstol.”

I regnskabet for 2023 har hans personlige selskab, Frececo, en egenkapital på 5,7 mia. kr., så der er rigeligt råd til at fodre fonden med startkapital.

Han har været partner og altså medejer af kapitalfonden EQT i 17 år, men Hummelmose trådte ud af det aktive arbejde i begyndelsen af 2023. Han ejer stadig 1,5 pct. af den nu børsnoterede kapitalfond, der har en markedsværdi på ca. 259 mia. kr. Dermed repræsenterer Hummelmoses aktiepost en værdi på ca. 3,8 mia. kr.

»Jeg har været sindssygt glad for at være i EQT, og det har været en virkelig spændende rejse at være med på. Men jeg synes også, det er utroligt spændende, det, vi skal nu,« siger han.

Hvorfor laver I denne velgørende fond? Er det en form for pligt?

»Jeg ved ikke, om det er, fordi vi synes, vi skal. Det er, fordi vi har lyst til at give tilbage. Pligt er ikke det rigtige ord, men det ligger vel på en eller anden måde i de værdier, vi er opdraget med, at vi har lyst til at give tilbage,« forklarer han.

Frececo Fonden bliver langtfra en af de største velgørende fonde i Danmark, for der er mange erhvervsfamilier, der har oparbejdet enorme formuer, de løbende deler ud af.

Men Morten Hummelmose og hans familie er en del af en trend, som rådgiverne af de såkaldte familiekontorer lægger mærke til, nemlig af de yngre generationer af velhavere gerne vil give noget tilbage til det omkringliggende samfund og bruge formuen til noget, familien kan være stolt af.

Lige nu træder både Morten og Nanna Hummelmose ind i fondens bestyrelse, og de har sammen brugt masser af tid i det seneste halvandet år på at finde ud af, hvad fonden skal give penge til.

»Vi har hele tiden haft i baghovedet, at vi egentlig godt kunne tænke os at stifte en fond for at lave vores velgørende arbejde mere struktureret, fordi vi vidste, at vi fra nu af vil bruge mere tid på det. Det har taget os halvandet år at få på plads,« forklarer han.

Parret opsagde begge deres job i begyndelsen af 2023, og fonden skal nu strukturere og fokusere på deres filantropi. Der er lavet en formålsparagraf, og der er ansat en direktør til at udvælge projekter, som Morten og Nanna Hummelmose så kan tage stilling til sammen med den øvrige bestyrelse.

Som direktør for fonden har parret udpeget Stine Krause Olsen, der bl.a. har arbejdet i McKinsey i seks år, mens Birgitte Qvist-Sørensen, som bl.a. har været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp i mere end 10 år, bliver bestyrelsesleder.

»Desuden betyder fonden også, at vi for vores børn er med til at skabe et fundament for velgørenhed for familien. Efterhånden som de bliver ældre, kan de, i det omfang de ønsker det, blive mere og mere involveret, så det bliver et familieprojekt.«

Nanna og Morten Hummelmose har tre store børn i alderen 16-24 år.

»Og vi kan alligevel ikke bruge alle de penge, vi har. Der er andre, der har mere brug for dem,« siger Morten Hummelmose.

Ifølge formålet for Frececo Fonden skal pengene gå til: »Menneskerettighedsrelaterede, sociale, uddannelsesmæssige, samfundsgavnlige og kulturelle (herunder sportsrelaterede) aktiviteter samt miljø- og klimaforhold.«

Hummelmose-parret har en veninde, der arbejdede i Human Rights Watch, da de boede i London. Da veninden flyttede tilbage til Danmark, engagerede de sig sammen i at starte et dansk kontor for organisationen i 2016. Der er Morten Hummelmose stadig formand, og siden er han også blevet medlem af organisationens globale bestyrelse.

»Så vi har arbejdet med menneskerettigheder i mange år, og derfor er det et naturligt fokus for vores nye fond,« siger Morten Hummelmose.

Parret er allerede gået ind i et par projekter under Børneriget Fonden, som støtter Mary Elizabeths Hospital, altså det børnehospital, der er ved at blive opført som en del af Rigshospitalet i København.

Selve hospitalet bliver bygget med støtte fra Ole Kirks Fond, der er en velgørende fond knyttet til Lego-familien.

Børneriget Fonden samler penge ind til bl.a. rammerne i hospitalet. Det gælder alt fra nye scannere og forskning til at forbedre vilkårene for bl.a. alvorligt syge børn, der skal være indlagt længe og derfor har behov for at gå i skole på hospitalet. Skoleprojektet på Mary Elizabeths hospital støttes af Frececo Fonden.

Desuden støtter parret Maternity Foundation, der arbejder for at skabe sikre fødsler for både fødende og børn gennem projekter over hele kloden.

Du giver meget sjældent større interviews. Hvorfor gør du det nu?

»Jeg synes, at filantropi er et vigtigt emne. Og i stedet for at være reaktiv omkring stiftelsen af fonden, besluttede vi os for at fortælle historien om, hvorfor vi gør det, og hvad fokusområdet for fonden er. Det kan måske inspirere andre,« siger Morten Hummelmose.

Har du nogle store ambitioner med fonden – er der en stor ”modelfond”, du gerne vil kopiere?

»Sagen med filantropi er jo, at hver eneste gang man gør noget for én person, har man gjort en forskel. Vi er en relativt lille fond, så vi har ingen ambitioner om at ændre hele verden. Men forhåbentlig kan vi involvere os i en række projekter, som gør en forskel for en masse mennesker.«

En af grundene til, at velhavende mennesker, familiekontorer og fonde er mere aktive inden for filantropi, er formentlig også, at der er nogle skattefordele ved at give til velgørenhed. Hovedaktionæren skal ikke betale skat af virksomhedens penge, hvis det går til velgørenhed. Desuden er velgørende fonde skattebegunstiget.

Frececo-koncernen (mio. kr.)20192020202120222023
Årets resultat2.244,51.849,24.166,5-4.455,4952,8
Egenkapital3.036,25.008,39.459,94.854,55.657,9

Men det hører med til Morten Hummelmoses fortælling, at han i løbet af de senere år har været den privatperson i Danmark, der betalte mest i skat. I 2021 betalte han over 1 mia. kr. i skat. I 2022 fik han et kæmpe underskud især på sine aktier i kapitalfonden EQT og betalte derfor ikke skat.

Han er på en måde stolt af at have betalt den skat, han har betalt.

»Ja, sådan set. Vi har valgt at bo i Danmark og betale den skat, der følger med. Det kunne vi godt have valgt ikke at gøre,« siger han.

Udover Frececo Fonden har Morten Hummelmose i mange år været med i EQT Foundation, som opstod, da EQT blev børsnoteret i 2019. Fonden giver penge til små iværksættervirksomheder, der kan gøre en forskel inden for sundhed og klima og natur. Der er han stadig.

Desuden kommer han til fortsat at bruge tid på bl.a. de to virksomheder, han er medejer af. Den ene er Pas Normal Studios, der specialiserer sig i cykeltøj. Og så er der Racket Club, der driver padelbaner. Begge er sportsgrene, Morten Hummelmose selv dyrker.

Det ville være naturligt med din erfaring at gå ind i en bestyrelse for en stor virksomhed eller to. Kommer du til det?

»Det har jeg faktisk ikke nogen plan om, nej.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.