Elon Musk sagsøger virksomhed han selv var med til at stifte
Elon Musk sagsøger virksomheden OpenAI og deres CEO Sam Altman, fordi han blandt andet mener, at virksomheden har brudt de betingelser, som virksomheden havde, da den blev stiftet.
Den verdenskendte forretningsmand Elon Musk der er CEO i Tesla, sagsøger virksomheden Open AI, som står bag den kunstige intelligens ChatGPT. Open AI indledte tilbage i 2019 et partnerskab med Microsoft, der siden har ført investeringer i milliardklassen med sig.
Elon Musk mener, at partnerskabet med Microsoft er et brud på Open AI’s stiftende betingelser for at være en ”nonprofit”-virksomhed. Elon Musk var med til at grundlægge OpenAI tilbage i 2015, men forlod det for at starte sin egen kunstige intelligens ved navn xAI.
Elon Musk kræver i et søgsmål ved en californisk domstol, at OpenAI betaler sit overskud tilbage. Det skriver flere udenlandske medier, blandt andet CNN.
OpenAI blev skabt for at beskytte verden mod den trussel, som stifterne mente at kunstig intelligens potentielt udgjorde. I starten var alle koder til virksomhedens programmer offentligt tilgængelige, og OpenAI slog sig op på at være en ”nonprofit”-virksomhed.
Sidenhen har blandt andre OpenAI’s CEO Sam Altman kommercialiseret en enhed i virksomheden, der har fået værdien til at stige voldsomt. I løbet af virksomhedens udvikling er de tidligere offentligt tilgængelige koder blevet gjort hemmelige.
Kodens tilgængelighed er også en del af Elon Musks søgsmål. Søgsmålet omtaler også fyringen og den hurtige genansættelse af CEO Sam Altman sidste år.
I søgsmålet står i følge CNN:
»Open AI Inc har forvandlet sig til en form for lukket datterselskab af den største teknologivirksomhed i verden: Microsoft,«
I torsdagens søgsmål fremgår det ligeledes:
»Under den nye bestyrelse, udvikler de ikke blot en AI, men forfiner den til at maksimere profit for Microsoft«.
Open AI har endnu ikke kommenteret sagen.