Fortsæt til indhold
Erhverv

Afsløring: Rockere huserer i landets største erhvervshavn

APM Terminals mener, der er behov for at skærpe sikkerhedsniveauet på Aarhus Havn efter episoder med medarbejdere, der har tråde til Hells Angels og kriminelle miljøer.

Kriminelle grupperinger med forbindelser til rockermiljøet færdes frit i landets største erhvervshavn, havnen i Aarhus.

Det kan Finans afsløre på baggrund af blandt andet kilder i Mærsk, myndigheder og på havnen.

Den Mærsk-ejede havneoperatør APM Terminals bekræfter Finans’ oplysninger, og virksomhedens direktør, Keith Svendsen, fortæller, at virksomheden nu aktivt forsøger at få fjernet de kriminelle.

Det sker efter en række episoder i 2023, hvor koncernen har konstateret, at medarbejdere bl. a. skal være blevet truet til at aflevere overtidsbetaling til en særlig medarbejderklub på havnen, vold og slagsmål under en julefrokost samt tyveri af blodprøver, som var blevet lavet i forbindelse med narko- og alkoholtests af havnearbejderne.

»Langt de fleste af de mennesker, der arbejder på havnen i Aarhus, er jo helt almindelige og gode samvittighedsfulde mennesker med en normal omgangskreds. Men der er også folk, der har relationer til kriminelle miljøer, og siden årsskiftet har vi været i dialog med myndighederne om nogle helt specifikke situationer,« siger direktør Keith Svendsen, som også i direktionen i Mærsk.

»Lokalt har det været kendt i noget tid, at arbejderne på Aarhus Havn har de her relationer til bandemiljøer. Jeg har ikke noget specifikt tal for, hvor mange det drejer sig om, men det er klart, at vi tager skarpt afstand fra og har absolut ingen interesse i at have medarbejdere med relation til kriminelle organisationer,« siger Keith Svendsen.

Han mener, at sikkerhedsniveauet skal skærpes i havnen, så medarbejdere skal sikkerhedsgodkendes, som man kender det fra lufthavnene.

Han peger på, at havnen nu også bruges til at fragte tungt militært isenkram til NATO-operationer.

Dertil kommer, at kriminelle i vidt omfang bruger skibscontainere til at fragte bl. a. kokain ind i Europa.

Som Finans tidligere har afdækket, er A.P. Møller Mærsk flere gange blevet hvirvlet ind i sager om kokainfangst, senest i juli da hollandske myndigheder i Rotterdam fandt otte tons kokain i en Mærsk-container i den største hollandske kokainfangst nogensinde.

Til Finans har chefen for politiet i Rotterdam havn, Jan Janse, vurderet, at Mærsk er »infiltreret« af narkosmuglere. Det samme er ifølge Costa Ricas statsanklager tilfældet på Mærsks store caribiske havn, hvor en gruppe ansatte er sigtet for at smugle kokain til Europa. Blandt de sigtede var her en overordnet og en operatør af havnens scanner.

Indsmuglingen kræver, at der er medsammensvorne til at læsse kokainen af i de havne, som containerne bliver sejlet ind til.

»Vi har set en stigning i smugling af ulovlige stoffer, som skaber store problemer i blandt andet belgiske og hollandske havne. I Danmark har vi mulighed for at lære af de erfaringer og at handle, før problemet vil rejse nordpå. Og helt specifikt i Aarhus Havn har vi for nylig haft flere episoder med personalet, som har tråde til et kriminelt miljø, som vi på ingen måde kan stå inde for,« siger Keith Svendsen.

APM Terminals bekræfter, at et af disse kriminelle miljøer omhandler rockerklubben Hells Angels.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Hells Angels.

I august 2023 ankom et amerikansk skib med krigsmateriel til Aarhus Havn. Foto: Martin Thomas Ford.

Formand for Havnearbejdernes Losseklub, hvor en del af havnearbejderne er organiseret, Eric Lind, svarer i en kort sms til Finans, at to medlemmer, som er ansat ved APM Terminals, er HA-rockere, hvilken han ikke betragter som noget problem.

Han oplyser endvidere, at sagen om overtidsbetaling er »blevet rettet.«

Den tidligere AGF-fodboldspiller, Gunner Lind, arbejder ligeledes på Aarhus Havn og er tidligere formand for Havnearbejdernes Losseklub. Han siger, at han har kendskab til to fastansatte HA-rockere og to løsarbejdere.

Han kan ikke se problemet:

»Jeg synes ikke, det er et problem, at folk kører på motorcykel, når de har fri fra deres arbejde, ligesom folk går til golf. Der har aldrig nogensinde været nogen, som har antydet, at nogen skulle have truet nogen eller noget i den dur, hvis det er det, man vil frem til. Så nej, vi har aldrig nogensinde haft et problem,« siger han.

»Vi er på en terrorsikret havn, og hvis der var noget, som manglede eller blev stjålet eller i den dur, så kunne man med det samme gå ind og så på kameraet, hvem der har været hvor og hvordan og hvorledes, og hvem der har tjekket ind på sit kort. Og hvis der havde været nogen som helst problemer af den art, så var de blevet smidt ud og skulle aldrig vise sig på havnen igen,« siger han.

Også DI mener, at der er behov for at skærpe sikkerheden i havnene i både Aarhus og Esbjerg. Finans er i besiddelse af et brev, som DI har sendt til justitsminister Peter Hummelgaard den 15. august 2023.

»Hvor der heldigvis ikke er forekommet terroranslag på de danske havne, har der desværre været eksempler på både smugleri, narko og andre organiserede kriminelle aktiviteter. Dette er naturligvis noget, vore medlemsvirksomhederne tager meget alvorligt og samarbejder tæt med de relevante myndigheder om at opdage, opklare og forebygge,« hedder det i brevet.

»Imidlertid kan virksomhederne desværre ikke løfte problemstillingerne omkring det forøgede sikkerhedsbehov alene, men har behov for en endnu tættere dialog, særligt på organisationsniveau, med myndighederne, herunder ikke mindst Rigspolitiet og den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet,« fortsætter brevet.

Aarhus Havn er Danmarks største erhvervshavn, og i 2022 blev der samlet sendt over 11 mio. tons gods gennem havnen.

»Det er next level, at der arbejder folk fra Hells Angels på havnen i Aarhus,« siger dr. Yarin Eski, kriminolog fra Vrije Universiteit Amsterdam og en af Hollands førende eksperter i narkosmuglernes infilfrationer af havne og shippingfirmaer.

»Så er det ikke rådne æbler, men rådne kurve med æbler. Hvorfor gør regeringen ikke noget? Det rejser store spørgsmål. Med jobs på havnen kan sådanne folk jo bruge den til alle mulige slags kriminalitet lige fra narkoindsmugling til organtrafik og hvidvask og med mindre risiko for at blive opdaget.«

»Det kalder på en clean up af alt forbundet til havne i Danmark. I må nu få jeres efterretningstjeneste til at hjælpe jer med at lave baggrundstjek på alle på jeres havne lige fra CEO’s til havnearbejdere. Det her tyder på et større svigt,« siger han også.

Det er »naivt« af Danmark og APM Terminals, siger han:

»Det er skammeligt at se i et land med en af verdens største shippingflåder.»

Han opfordrer til resolut handling:

»I kan stadig nå at undgå at blive et land, hvor politikere og journalister dræbes af narkosmuglere, ligesom i Holland.«

APM Terminals oplyser, at virksomheden siden årsskiftet har været i tæt dialog med Aarhus Havn om de enkelte hændelser og situationen på havnen.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) er bestyrelsesformand i Aarhus Havn. Han afviser dog i en skriftlig udtalelse, at han har været bekendt med, at rockere er ansat på havnen.

»Nej, og det er rystende, hvis det er tilfældet. Aarhus Havn er strategisk infrastruktur, og det er klart, at vi kan ikke acceptere, hvis organiserede kriminelle opererer på Aarhus Havn. Jeg har på den baggrund bedt havnen om en redegørelse,« udtaler han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.