Fortsæt til indhold
Kultur

10 spådomme, der gik i opfyldelse

En mand fik ret i 10 af sine 100 års spådomme. Et par stykker var helt galt i byen.

Det har været yderst populært gennem tiden at forsøge at forudsige fremtiden. Flyvende biler, menneske-robotter og veltalende aliens har således været hot inden for fortidens spådomme.

Men i en nutid, hvor ingen af de tre fænomener er blevet en del af vor hverdag, er der stadig nogen, der ramte plet.

I 1900 skrev jernbane-ingeniøren John Elfreth Watkins en artikel om, hvad der ville ske i det nye århundrede. Og 10 af spådommene viste sig at holde stik.

Det skriver BBC.

Den underlige fremtid

"Disse profetier vil synes underlige, ligefrem umulige," var således Watkins' indledning til sin artikel i det amerikanske magasin "Ladies' Home Journal".

Egentlig var Watkins ansat på søsteravisen fra Indianapolis "The Saturday Evening Post", der i sidste uge bragte spådommene igen for at tjekke, hvilke punkter ingeniøren egentlig havde ret i.

Billeder fra Kina på en time

Et område, hvor Watkins i særdeleshed var fremme i skoene, var på teknologi-området.

"Fotografier vill blive telegraferet fra hvilken som helst afstand. Hvis der er krig i Kina langt herfra, vil billeder af de mest usædvanlige episoder blive offentliggjort i avisen en time senere. Fotografierne vil blive bragt i alle regnbuens farver."

I en tid, hvor fotografiet var et mirakel i sig selv, ville et billede fra Kina være en uge om at ende i avisen.

Forudså mobilen

Også på det telefoniske område beskrev Watkins fremtiden.

"Trådløse telefoner vil fungere over hele verden. Vi vil være i stand til at ringe til Kina så hurtigt, som vi nu taler fra New York til Brooklyn."

Derudover forudså Watikins fjernsynet, som han beskrev som "personer og alle mulige ting vil komme i kameraernes fokus, der elektrisk forbindes til skærme for enden af kredsløb, tusinde af mil fra stedet".

Takeaway og høje mænd

Watkins var ikke kun en spåmand indenfor elektronik. Mad fyldte en del i hans profetier, som han beskrev færdiglavet mad, grøntsager voksende af elektrisk lys og større frugter.

Og også amerikanerne ville blive større.

I Watkins tid målte den gennemsnitlige mand i USA 168-170 cm. I dag er tallet 175.

Et tal, Watkins dog mente, ville falde, var landets befolkning. Antallet i den amerikanske befolkning steg drastisk i 1800-tallet, men fortsatte ikke sin vækst i det næste århundrede.

Watkins gættede på, at der ville leve mellem 350 mio.og 500 mio. i USA ved årtusindeskiftet. Det faktiske tal er kun 280 mio, men spådommens retning var sand.

Store fort blev til tanks

De sidste to profetier ligger i den transportable genre.

Watkins forudså meget hurtigere tog, der med den højeste fart ville køre næsten 250 km. i timen. Den slags ekspres-tog findes i dag over hele kloden. Bl.a. på en togbane mellem Boston og Washington D.C, der åbnede præcis 100 år efter spådommenes fødsel.

Udover de fredelige tog var Watkins inde på noget af det, der skulle blive et vigtigt krigsredskab.

"Store fort på hjul vil køre gennem åbne landskaber med samme hastighed som vor tids tog," skrev Watkins og havde måske et lidt andet billede end nutidens tanks i hovedet. Tanken er dog den samme.

Fejl-profetierne

Men mellem de opfyldte spådomme findes et par stykker, der ikke holdt. Watkins mente eksempelvis, at kakerlakker, myg og fluer ville være væk fra jordens overflade.

Ligeledes ville bogstaverne X, C og Q slet ikke indgå i nutidens alfabet. Der ville ikke være biler i de store byer, amerikanske universiteter ville være gratis, og alle folk ville gå mindst 16 km. hver dag.

Men Watkins er slet ikke alene om at tage helt, helt fejl.

Computere har ingen fremtid

I 1993 skulle Bill Gates angiveligt have sagt følgende om internettet:

"Det er vi ikke interesseret i."

Generelt er computerverden et godt sted at spå forkert. Således sagde bestyrelsesformand for IBM Thomas Watson i 1943:

"Jeg tror, der er et marked på verdensplan for måske fem computere."

Det blev bakket op i 1977 af lederen for Digital Equipment Corp Ken Olson.

"Der er ingen grund til, at nogen skulle ønske sig at have en computer hjemme." Det skriver B.T.

Dumpet skoleopgave blev mia. succes

Da Fred Smith afleverede sin opgave om pålidelige leverancer over hele USA, svarede hans Yale-professor:

"Konceptet er interessant og velfomuleret, men for at få mere end "C", så skal ideen også være sandsynlig."

Sidenhen grundlagde Fred Smith FedEx, der i 2008 omsatte for ca. 85 mia. kr.

Fly er noget pjat

Til sidst et eksempel på, hvordan datidens umulige opfindelser bliver en del af fremtidens største naturligheder.

"Fly er et interessant legetøj, men har ingen militær værdi," udtalte marskal Ferdinand Foch, den øverstkommanderende for de allierede styrker på Vestfronten under Første Verdenskrig således.