Borgmester: Giv mig 439.000 kr., tak
Skal en borgmester tjene mere end sin kommunaldirektør? Ja, mener borgmesteren. Nej, siger borgerne.
Det er borgmesteren i Odder Komune, Elvin Hansen (S), som har sat gang i diskussionen i sin kommune med et krav om at få hævet sin løn fra 49.409 kroner om måneden til 86.050 kroner.
Dermed vil han komme til at ligge over sin kommunaldirektør, Jesper Hjorth, og det er hele pointen for Elvin Hansen.
Jeg burde tjene mest
"Da man er borgmester og har det overordnede ansvar for hele kommunen, som så har ansat en direktør til at være den administrative chef med 400.000 kroner mere i løn om året, burde jeg tjene mest," siger Elvin Hansen til Ekstra Bladet.
Odder Kommune blev ikke større
I modsætning til mange andre borgmestre steg Elvin Hansens løn ikke i forbindelse med strukturreformen. Odder Kommune blev nemlig ikke sammenlagt med andre kommuner, og derfor er Elvin Hansen stadig "kun" borgmester for en kommune med omkring 20.000 indbyggere.
Dermed ryger Odder Kommune i den kategori af kommuner på mellem 12.501 og 25.000 indbyggere, som udløser en borgmesterlønn på 49.409 kroner.
Ifølge Ekstra Bladet har Elvin Hansen flere gange henvendt sig til Kommunernes Landsforening for at rejse sagen om borgmesterlønninger.
Hansen: Vi har ingen forhandlere
"Vi har ikke andre forhandlere end folketingsmedlemmerne, og de tør heller ikke gå ud og forlangere mere i løn. Det er ikke velset i offentligheden. Så vi har i realiteten ingen forhandlere," siger Elvin Hansen til Ekstra Bladet.
Elvin Hansen lønkrav ville betyde en samlet årlig lønstigning på 439.962 kroner, og det har vakt opsigt i Odder Kommune, som for tiden kæmper med en spareplan, der indeholder fyringer af 126 kommunalt ansatte. Desuden har Odder Kommune fået lov til at hæve skatten med 14 mio. kr.
"Elvin Hansen optræder fuldstændigt utroværdigt. Han tager jo pis på alle dem, der er blevet ramt. Det forslag ligner topmålet af egoime," siger Jan Gade til Ekstra Bladet.
Nok til at redde en halv skole
Han har været en af initiativtagerne til at redde Randlev Skole uden for Odder fra sparekniven. Den lokale befolkning agter at købe skolen og drive den videre som friskole fra det kommende skoleår - ifølge Ekstra Bladet til en forældrebetaling på 1.400 kroner om måneden.
"Ved at nedlægge skolen sparer han en million, har Elvin Hansen sagt. Og så kommer han her og vil have en lønstigning, man næsten kan drive en halv skole for. Han er helt ligeglad med alle andre - med børnene, han vil sprede for alle vinde på fire byskoler, og med et lokalsamfund, som stort set kun har skolen som samling- og omdrejningspunkt," siger Sanne Kronvang, lærer på skolen og gift med Jan Gade, til Ekstra Bladet.