Eurogamer.dk lanceret i dag
Europas største games-netværk udvider til Danmark, og det betyder at kpn.dk's læsere vil blive holdt orienteret om stort og småt inden for spilverdenen via kpn.dk særtlige spilside, der bestyres af Kristian West.
Med lanceringen af Eurogamer får danske spilinteresserede nu adgang til professionel dækning af gaming på alle nuværende generationer blandt spilplatformene: Xbox 360, Playstation 3, PC, Wii, Nintendo DS og Playstation Portable. Sitet vil gå i dybden med spilindustrien ved hjælp af film, billeder og tekst. .
Kristian West, Eurogamers nye danske redaktør siger:
”Jeg er både stolt over og spændt på at blive ansvarlig for den danske udgave af Europas uden tvivl mest anerkendte og største netværk om spil. Indholdsmæssigt vil Eurogamer.dk bestå af nyheder og stærke artikler fra en blanding af lokale, danske skribenter såvel som fra internationale skribenter fra Eurogamers netværk. Vores ambition er at gøre www.eurogamer.dk til en primær kilde for information og debat om spil, deres ophavsmænd og købere.”
Stor succes
Rupert Loman, administrerende direktør, Eurogamer Network i England udtaler:
"Vi har haft stor succes med vores udvidelse i Europa indtil nu. Derfor er vi meget glade for Eurogamers lancering i Danmark, og er helt sikker på at vi sammen med Kristian West og hans team vil levere et fantastisk site for danske spilinteresserede.”
Eurogamer.dk vil for fremtiden levere spilnyt til Jyllands-Posten, idet redaktøren og skribenten for de to medier er én og samme person. Lanceringen af Eurogamer på dansk markeres med det første større interview med spilproducer Morten Iversen fra Zentropa Games, som taler om Lars Von Trier, spillet Eden bygget over filmen Antichrist, samt et indblik i, hvad der gør dansk spildesign unikt, men også, hvad der skal redde de problemer, mange i den lokale branche befinder sig i.
Uddrag fra interviewet:
"Der er jo et væld af synergier, man har gavn af ved at udvikle film og spil samtidigt - både front end og back end - og forhåbentlig er initiativet med til at lave et paradigmeskift i den iterative proces, således at der sker en gensidig afsmittende effekt på den koordinerede udvikling af IP'er på begge platforme. Eller sagt på mere jævnt dansk - at idéer flyder begge veje, til gavn for begge produkter."
"Danmark har en historisk tradition for at levere historier til verdensmarkedet - lige fra H.C. Andersen til von Trier - og har desuden markeret sig gennem århundrederne som foregangsland for fritænkning, design og kreativitet med international appeal - eksempelvis Kierkegaard og de senere års debat om ytringsfrihedens grænser. Jeg tror det er kvaliteter, vi skal spille på og så på denne platform - og kombinere med den innovationskraft, vi stadig besidder på området, trods de mange triste konkurser i den hjemlige branche."