Fortsæt til indhold
Bolig

Et slot med liv og glæde

<p>Grevinde Anne Dortes hjem er indrettet, så der er plads til hygge med børn og børnebørn.</p>

Af VIVI SJØNER

Hvad er aktuelt for dig lige nu?

Vi har lige nydt en dejlig ferie i Prag med vores barnebarn Anastasia, og i går blev vores datter Feodoras datter døbt. Hun hedder Caroline-Mathilde efter sin farmor.

Hvad tænkte du, da du så Sorgenfri Slot første gang?

Jeg syntes, det var et skønt hus - et yndigt slot. Jeg kom på slottet i mange år, før vi selv flyttede ind i Damebygningen. Min svigerforældre boede her, og min mand havde også en lejlighed til rådighed på slottet. Vi boede selv først i Frederikssund og siden i Holte i 18 år, inden vi rykkede ind på Sorgenfri.

Har du sat dit eget præg på indretningen?

Ja, vi har virkelig sat vores eget præg på stedet. Da vi flyttede ind, blev det renoveret, og vi fik lov til at rive nogle vægge ned. Vi har selv stået for indretningen, bestemt farver og indrettet med vores møbler. Vi har mange arvestykker fra både min og min mands familie. Jeg elsker at flytte rundt og gør det gerne ofte. Pludselig får jeg en ide, og så skal der ske noget.

Hvad betyder det at være omgivet af så megen historie i sit hjem?

Det er dejligt, spændende og meget interessant.

Det er et stort hjem, hvordan klarer du rengøringen?

Jeg tager en ting hver dag og begynder så forfra ugen efter. Ellers er det ikke til at overkomme.

Hvilket rum holder du mest af?

Køkkenet. Det lyder måske lidt kedeligt, men når alle børnebørnene kommer stormende, så er det nemmest, at vi opholder os der. Vi har også indrettet et legerum i havestuen, og her er nem adgang til haven. Til hverdag er vi mest i underetagen, selv om vi har nogle dejlige stuer ovenpå. Dem bruger vi mest, når vi har gæster. Min mand og jeg kan dog godt finde på at sætte os ovenpå og tage en drink.

Hvad behøver ethvert hjem?

Varme, glæde og et godt samliv. Så gør det ikke så meget, hvis vandhanen drypper, eller hvis jeg ikke har fået gjort rent, når hele banden kommer på besøg. Altså, vores vandhane drypper ikke.

Hvad vil du aldrig bringe ind i dit hjem?

En kamphund. Jeg ville være bange for, at den åd mig, og så kan jeg ikke passe mine børnebørn. Vi har kat nu. En dag, jeg købte ind i Netto, hang der på opslagstavlen billeder af de sødeste katte. Jeg tog en snip med telefonnummer og har nu den skønneste norske skovkat.

Hvad er det næste, du ønsker dig til dit hjem?

Et nyt dørslag.

Har du en ting, som altid har fulgt dig?

Jeg har et lille maleri, som min mor købte i 1930'erne på et loppemarked i Paris. Det forestiller en gammel mand ved et pissoir; et rigtigt pariserbillede.

Hvad har du altid i dit køleskab?

Smør, mælk, juice, kakaomælk, æg og hvidvin. Og jeg har altid noget i reserve i fryseren, hvis vi bliver invaderet af børnene.

Hvad står i din bogreol?

H. C. Andersens rejsebeskrivelser, Jane Aamund, Søren Sørensens genfortolkning af Grimms Eventyr, Søren Kierkegaard, historiske bøger om slotte og kongefamilien samt en række af psykologen Jørgen Beckmanns bøger. Ja, det er en blandet landhandel. Jeg elsker at læse krimier og har også mange kogebøger. Både min mand og jeg elsker at lave mad og gør det i fællesskab hver dag. Men det, vi læser mest her i huset, er aviser.

Hvordan slapper du bedst af derhjemme?

Ved at se en krimi i tv eller læse en bog.