Fortsæt til indhold
Musik

Tina Dickow får hovedrolle

Den danske sanger skal optræde i højtflyvende reklame.

Den danske sangerinde Tina Dickow får noget at leve op til.

Hun skal spille hovedrollen i den næste levende reklame, som luftfartsselskabet SAS får produceret i serien "Så godt som hjemme".

Det skriver Markedsføring - og oplyser, at SAS ikke ønsker at udtale sig.

Stor opmærksomhed

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og skuespiller Nikolaj Coster-Waldau spiller hovedrollerne i de to første reklamer, der har vakt stor opmærksomhed.

Mens Ellemann-Jensen bevæger sig rundt i et asiatisk miljø, optræder Coster-Waldau i New York. Rammerne for Tina Dickows optræden bliver den tyske hovedstad Berlin.

At Dickow får hovedrollen som rejsende er egentlig ikke så underligt.

Dels er hun en af tidens mest populære solister og dermed et godt blikfang. Dels er hun en af de mest berejste danske musikere.

I USA og Tyskland

Her i marts er hun i Los Angeles, San Francisco, Seattle, Austin, Chicago og New York. I maj er hun i Tyskland - Köln, Hamborg, München, Mainz, Berlin og Stuttgart.

Markedsføring oplyser, at de to første SAS-reklamefilm har fået stor ros af forbrugerne.

Man henviser til, at Ellemann-Jensens reklame har scoret en såkaldt liking på 68 procent, mens Nikolaj Coster-Waldau opnår 62 procent.

"Omvendt har Waldau-filmen givet større købsintention end Uffe-filmen", fastslås det.

SAS-reklamerne bliver lavet af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Tina Dickow-reklamen bliver lanceret efter påske.