Portræt: Morten Bødskov
Det lå næsten i kortene fra fødslen, at Morten Bødskov skulle være socialdemokrat. Han blev således født ind i en gammel socialdemokratisk familie - og så på den store socialdemokratiske mærkedag - den 1. maj 1970.
Allerede som 15-årig blev den unge Bødskov medlem af Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og 11 år senere blev han valgt som DSU-formand. En post han havde i fire år.
I 2001 gik turen så videre til Folketinget, to år senere blev han udnævnt til retsordfører, og sidste år tog han endnu et skridt op i hierarkiet, da Helle Thorning-Schmidt udpegede ham som næstformand i folketingsgruppen. Det var ikke overraskende - Morten Bødskov støttede hele vejen igennem formandsopgøret selvsamme Helle Thorning-Schmidt. Nu får han så endnu et klap på skulderen i form af den tunge post som finansordfører.
Morten Bødskov, der er valgt i Rødovre-kredsen, har en bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet og har blandt andet arbejdet som kommunikationsrådgiver.
/ritzau