Grønt skråplan
Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.
Man bliver næsten rørt til tårer, når klimakommissær Connie Hedegaard på EU-Kommissionens vegne fralægger sig ethvert ansvar for de stigende energipriser. Virksomheder og private betaler ikke ekstra for elektricitet og varme på grund af den grønne omstilling, slår hun skråsikkert fast.
I gårsdagens avis henviste hun ligefrem til, at de afgifter, der generelt gør de europæiske el-priser til verdens højeste, i nogle lande anvendes til at sænke skatten på arbejde.
Lad os slå fast, at det ikke er noget, vi mærker meget til i kommissærens eget fædreland, eftersom danskerne både trækkes med verdens højeste skattetryk og i kraft af energiafgifterne verdens højeste el-priser.
Disse kendsgerninger er værd at holde sig for øje, efter at EU-Kommissionen har offentliggjort et energi- og klimaudspil, der bygger videre på mange års forfejlet politik.
Fordi EU energi- og klimapolitisk har valgt at gå enegang, står erhvervslivet og de private husholdninger med regningen.
Erhvervslivet har generelt en mobilitet, der sætter virksomheder i stand til at flytte produktion hen, hvor rammebetingelser og omkostninger er optimale, og da de energiintensive virksomheder i Europa direkte beskæftiger hen ved 30 millioner mennesker, er der mange arbejdspladser på spil.
Som påpeget i avisen i går udtrykker koncernchef Niels B. Christiansen, Danfoss, undren over, hvorfor EU-Kommissionen opstiller mål for udledningen af drivhusgasser og mål for anvendelsen af vedvarende energi, men ikke for energieffektivitet, der ellers af Det Internationale Energi Agentur (IEA) betegnes som verdens store, skjulte brændstofreserve.
Investeringerne i energieffektiviseringer har, påpegede Danfoss-chefen, generelt en kortere tilbagebetalingstid end investeringer i vedvarende energi. Vi kan tilføje, at beskæftigelseseffekten i mange tilfælde er højere.
Når EU-Kommissionen derfor fravælger klare mål for energieffektiviseringer, bidrager det i afgørende grad til at svække troværdigheden, og Connie Hedegaards udspil er da også præget af så mange kompromisser, at ladeporten står på vid gab for både kritik og ros, alt efter temperament.
EU-Kommissionen opererer således kun med overordnede mål, men ingen bindende mål for de enkelte EU-lande. Hvis de overordnede mål ikke bliver nået – såsom at CO2-udledningen i 2030 skal være reduceret med 40 pct. i forhold til niveauet i 1990 – er der ingen sanktioner, og de regeringer, der til den tid sidder med ansvaret i et formentlig endnu større EU, kan blot trække på skuldrene og beklage forgængernes undladelsessynder.
I forvejen ligger EU’s system for CO2-kvoter i ruiner, da det er billigere at udlede ét ton CO2 end at købe en kop kaffe, hvilket sådan set siger alt om det energipolitiske skråplan, som EU befinder sig på.
Europas største udfordring er økonomisk stagnation og rekordhøj arbejdsløshed, og hvis man på længere sigt har ambitioner om at mindske den menneskeskabte udledning af drivhusgasser, tilsiger al sund fornuft, at der skal satses på vækst, beskæftigelse og teknologisk innovation frem for nye politiske tiltag, der har den modsatte effekt.
Ud over en temmelig fejlanbragt selvros har EU intet ud af sin enegang, men eksporterer tværtimod vækst og velstand til andre dele af verden ved at suge penge ud af virksomheder og private husholdninger – penge, der i stedet kunne være gået til både velfærd, forbrug og nye teknologier.