Vindmøllevanviddet når nye højder

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Blæsten går frisk over Limfjordens vande, rusker dem op til vågen flugt, jager dem mellem de favnende strande, fylder med toner hver en bugt.«

Da digteren Erik Bertelsen i Mellemkrigstiden skrev det, der siden er blevet en nationalsang for Nord- og Nordvestjylland, var Limfjordslandet sig selv.

Vi tør slet ikke tænke på, hvordan ordene ville skulle falde, om sangen skulle skrives i dag, men det ville være umuligt ikke at skulle nævne vindmøller og deres destruktive støj.

Det statsejede svenske energiselskab Vattenfall ejer 13 store vindmøller på Nørrekær Enge langs sydsiden af Limfjorden mellem Nibe Bredning og Aggersund.

Selskabet har, som omtalt i avisen søndag, planer om at etablere yderligere 40 vindmøller placeret på rad og række bag de eksisterende 13. De nye vindmøller vil imidlertid være 150 meter høje, og Vattenfall har derfor opkøbt 13 naboejendomme og erhvervet forkøbsret på 13 andre.

Dette kunne ligne medmenneskelig nænsomhed, men den kyniske kalkulation er, at investeringen på 1,1 mia. kr. vil blive betalt af de danske skatteydere i form af direkte eller indirekte statsstøtte. I forvejen er Danmark ramt af flugten fra land til by, og denne trend forstærkes nu med statsstøtte.

Dybest set kan historien ikke overraske.

Fra første færd er vindenergi i Danmark blevet overhældt med statsstøtte i et så bizart omfang, at vindmøller fortsat ikke kan opstilles på almindelige markedsøkonomiske vilkår uden nogen former for støtte.

Et bevis herpå er 10 120 meter høje vindmøller opstillet tæt ved, hvor Mariager Fjord munder ud i Kattegat. De blev opstillet i 2008 og har siden da modtaget 125 mio. kr. i støtte. Nu påtænker ejeren, Wind Estate, at nedtage vindmøllerne og erstatte dem af nye, selv om de kunne køre mange år endnu. Forklaringen er, at statsstøtten er opbrugt, og at møllerne nu skal konkurrere på markedsvilkår. Ved at opstille nye og sikkert større møller kan ejeren på ny løse billet til det statslige støttecirkus.

I nærheden står 20 andre vindmøller ejet af SE Blue Renewables, der også kan stå foran en unødvendig udskiftning, fordi det vil udløse ny statsstøtte i den tunge millionklasse.

I dag opererer godt hver 10. vindmølle i Danmark uden statsstøtte, men ved udgangen af dette årti vil tre ud af fire vindmøller have opbrugt støtten og skulle fortsætte elproduktionen på markedsøkonomiske vilkår – præcis som tiltænkt af det energipolitiske flertal i Folketinget.

Vindmølleejerne har kendt vilkårene fra dag ét, men alligevel overvejer mange for tiden at pille velfungerende vindmøller ned og erstatte dem med nye og større samt at sælge de kun lettere brugte vindmøller til udlandet.

I Danmark og Tyskland intensiveres den heftigt statsstøttede omstilling fra fossile brændsler og atomkraft til især vind- og solenergi. Resultatet har været en skævvridning af elmarkedet med betydelige prisfald til følge, fordi produktionskapaciteten i perioder med blæst og sol overstiger efterspørgslen, hvilket rammer de vindmøller og solenergianlæg, der ikke længere får støtte.

Vindindustrien i bred forstand forsømmer aldrig nogen lejlighed til at betegne den grønne omstilling som en national succes, men det er lidt som at høre kæderygeren, der stolt beretter at have kvittet smøgerne for i stedet at være blevet afhængig af at gumle nikotintyggegummi i døgndrift.

Lasternes sum forbliver konstant.