Sportens fascinerende og forargelige år vil trække tråde ind i 2017
Nationalt blev 2016 et af de bedste år for dansk elitesport nogensinde, mens dopingrapporterne om Rusland fremstod som det mest mærkbare aftryk internationalt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sport fascinerer, og sport forarger. Det blev 2016 et standhaftigt bevis på. For Danmark blev 2016 et af de bedste sportsår nogensinde. Måske det bedste. Internationalt blev det præget af McLaren-rapporterne 1 og 2, som afslørede massiv, statsfinansieret russisk doping over fire år indtil 2015.
Nationalt leverede danske elitesportsudøvere et fremragende OL i Rio de Janeiro og vandt 15 medaljer. Det var det største medaljeantal siden OL i London i 1948. Tre af OL-præstationerne har resulteret i nomineringer til Danmarks officielle idrætspris ”Årets Sportsnavn”, som organiseres af Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund. Vinderen kåres til DR’s show Sport 2016 i Herning 7. januar. De nominerede fra OL var svømmeren Pernille Blume og håndboldherrerne, der vandt OL-guld, samt atletikudøveren Sara Slott Petersen, som vandt OL-sølv og blev europamester på 400 m. hækkeløb. Disse tre nomineredes styrke understreges af fravalgene som nominerede. Cykelrytterne Jakob Fuglsangs OL-sølv og Amalie Dideriksens verdensmesterskab, begge i linjeløb, eller badmintonholdets sejr i Thomas Cup kunne have vundet prisen som ”Årets Sportsnavn” i svagere år.
Rusland bør fratages værtskabet for samtlige, planlagte sportsbegivenheder og udelukkes fra internationale konkurrencer inklusive VM i fodbold i 2018, som skal afholdes i Rusland.
Omkring denne succes for elitesporten skuffede det danske fodboldlandshold igen. Dette mandskab indeholder dansk sports største uforløste potentiale, og omkring dets største profil Christian Eriksen er andre, yngre spillere ved at vokse sig gode. Det har de vist i enkelte kampe i 2016, men de kiksede i en halvleg i Polen og på hjemmebane mod Montenegro, og derfor er Danmark i en svær position i VM-kvalifikationen. Denne skuffelse og resten af succesen for dansk eliteidræt fortæller om nødvendigheden og effekten af at følge med udviklingen. Team Danmark har udnyttet sine ressourcer kynisk men effektivt, mens Dansk Boldspil-Union (DBU) i 00’erne og begyndelsen af dette årti som organisation og landsholdet som hold stod stille for længe. Den boldbesiddende spillestil blev overhalet af farten og den defensive organisation hos de andre landshold. Ikke blot hos de bedste hold, men også i nationer som Albanien, Armenien og Montenegro, som Danmark har lidt store skuffelser imod over de seneste tre og et halvt år. Rusland led ikke mange skuffelser ved OL i London 2012 eller vinter-OL på hjemmebane i Sotchi i 2014. Nu kender vi årsagen til det. Det Internationale Dopingagentur (WADA) leverede således to af de mest sensationelle rapporter om organiseret doping i idrættens historie i 2016. Nu tilbagestår det, at 1.000 russiske udøvere i 30 idrætsgrene var dopede 2011–2015. Et komplot, der var organiseret fra toppen af den russiske regering.
Det er en idrætsskandale, som stadigvæk søger efter de rette konklusioner. De bør være, at Rusland fratages værtskabet for samtlige planlagte sportsbegivenheder og udelukkes fra internationale konkurrencer inklusive VM i fodbold i 2018, som skal holdes i Rusland.
Det er usandsynligt, at det sker, da sporten vil frygte konsekvenserne af det, Rusland vil opfatte som en uhørt fornærmelse mod landets investeringer i eksempelvis fodbold-VM samt nationens forsøg på at genetablere sig som supermagt.
2016 var således et hektisk sportsår, mens 2017 bør blive roligere alene af den grund, at der hverken er OL eller fodboldslutrunde for herrer. Det er der til gengæld for kvinder, og her deltager Danmark med et skarpt, ærgerrigt hold, som har potentialet til at skabe et folkeligt gennembrud, som minder om det, som kvindehåndboldlandsholdet lavede i begyndelsen af 1990’erne.