Politik som job
Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.
Politikerleden florerer, og der er stadig dem, der ikke kan forstå, hvorfor det er sådan. Den sidste tid op til jul, der burde have været præget af tiltagende ro og en indre besindelse, blev i stedet brugt til at fyre yderligere op under debatten om politikeres manglende troværdighed.
Jens Rohde har længe været en færdig mand i Venstre. Han deltog i oprøret mod Lars Løkke Rasmussen sidste år, og han blev fjernet som partiets spidskandidat til EU-parlamentsvalget. Han var isoleret i partiet og uden videre karrierechancer. Længere er den vist ikke. I den situation besluttede han sig for at skifte parti og blive radikal, hvorved han sluttede sig til den stribe af levebrødspolitikere, der på det seneste har skiftet parti, som andre skifter skjorte: Ida Auken, Astrid Krag, Jesper Petersen – for blot at nævne nogle.
Hvor troværdigt det lige er, at netop en Jens Rohde, der i det meste af et årti har haft de radikale som yndlingsskydeskive og omvendt også selv været et oplagt offer, når de radikale skulle lufte deres unikke menneskesyn, må være op til hans kommende vælgere at afgøre. Kønt ser det ikke ud.
Bedre bliver det ikke af, at partiskiftet af dygtige spindoktorer blev forsøgt gjort til et spørgsmål om Venstres udlændingepolitik. Jens Rohde, der som politisk ordfører i 00’erne var en af skarpretterne mod S og R’s slapperkurs, kunne pludselig bruges til at så tvivl om udlændingeminister Inger Støjbergs igangværende stramninger på området. Også den ellers pensionerede Birthe Rønn Hornbech blev genopdaget som dissident, selv om hun i sin egen ministertid så sandelig ikke just brillerede med sund dømmekraft.
Både Rohde og Rønn Hornbech spillede villigt med på melodien om, at dele af den danske udlændingepolitik giver mindelser om det nazistiske amokløb frem mod Holocaust. Det er så langt ude, at det er kvalmende. Debatten om, hvorvidt mere velhavende flygtninge bør bidrage til finansieringen af deres ophold i et land, der giver dem både sikkerhed, tag over hovedet og ganske mange offentlige ydelser, er helt legitim og adskiller sig ikke fra de nye regler om, at danske kontanthjælpsmodtagere med en vis formue forventes at bidrage til deres eget underhold. At drage paralleller mellem sådanne overvejelser og de nazistiske overgreb på jøder under Anden Verdenskrig er simpelt hen useriøst, og det gør det hverken bedre eller værre, at det var den ellers fine avis Washington Post, der skred ud i historieløsheden.
De samme, der klager over niveauet på Christiansborg og beklager politikerleden, bærer véd til samme ved at bidrage til den slags horrible sammenligninger. Alle ved, at det er meget langt ude, men den politiske kamp vurderes åbenbart ikke til at kunne rumme de nødvendige nuancer. Profilering for enhver pris – herunder afledning fra sagens kerne: At Jens Rohde, Ida Auken m.fl. jo bare har haft et behov for at genstarte en politisk karriere, der var kørt uhjælpeligt fast.
Det har sin egen ironi, at Jens Rohde har henvist til Folketingets tidligere formand, den stovte Venstre-mand Christian Mejdahl. Ham må der være mange, der savner i dansk politik. Han repræsenterede som politikertype vel nogenlunde det stik modsatte af folk som Rohde, Auken osv. Han hvilede i sig selv, sine egne værdier og sit eget politiske ståsted med en personlig og saglig tyngde, der får en sammenligning med dem, der nu påkalder sig ham, til at virke mildt komisk.
Venstre er vist allerede kommet sig over tabet af Jens Rohde. Omkostningen er desværre større i regnskabet mellem Christiansborg-osteklokken og den sagesløse befolkning.