Ferie i Nordkorea
Formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, har sat kursen mod Nordkorea. Han har selskab af bankdirektør Lars Seier Christensen, som er en af partiets støtter.
Historien er bekræftet af Liberal Alliance over for dagbladet BT, hvilket er væsentligt, fordi man ellers ville tro, at den var en skrøne. Hvad i himlens navn foretager de to herrer sig i et land, som formentlig er det værste på Jorden, når det gælder overtrædelse af menneskerettigheder, og hvor en stor del af befolkningen ikke kan spise sig mæt?
Hvis forargelsen skinner igennem de ovenstående linjer, er det tilsigtet. Vi har sjældent hørt om en mere forrykt rejse siden salig Svend Aukens ophold i Pyongyang i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.
Ifølge professor Bent Jensens nyligt udgivne værk om Danmark under Den Kolde Krig støttede SF Pyongyangs krav om genforening af Nord- og Sydkorea under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et »anti-imperialistisk center« og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han »særdeles kritisk«, fremgår det.
Samuelsen og Christensen binder, om de vil eller ej, an til denne visit, også hvis de ikke modtages af den aktuelle leder, Kim Jong-un, der meldes tilbage efter angiveligt sygefravær.
For en ordens skyld: Danskere må heldigvis rejse, hvorhen de vil, hvis ellers det land, som de vil besøge, vil modtage dem. Danmark har, i modsætning til f.eks. USA, normalt ingen restriktioner over for statsborgere, der ønsker at tage til misliebige nationer. Det er også fornuftigt at have diplomatiske forbindelser, navnlig når man som Danmark ikke anerkender regimer, men stater.
Hvad en politiker imidlertid må vide, selv om han kommer fra et nok så lille parti, er, at han ved at besøge et land som Nordkorea sender et signal: Hans landsmænd får indtryk af, at det er helt fint at tage til Pyongyang, og de nordkoreanske myndigheder kan bruge besøget til propagandaformål, hvis ellers de lægger mærke til ham.
Hvorfor tager man overhovedet til Nordkorea, medmindre man er der officielt, f.eks. som diplomat, nødhjælpsmedarbejder eller journalist? Et kvalificeret gæt er, at enkelte, efter at det meste af Østeuropa blev befriet for kommunismen for snart 25 år siden, higer efter en feriedestination ud over det sædvanlige, gerne med lidt indbygget gys. Elastikspring fra store højder i fjerne lande er blevet almindelige, men Nordkorea er stadig noget for sig selv. Et stalinistisk Disneyland, så at sige.
Det er som nævnt et gæt, men næppe helt ved siden af. Det er også usympatisk. Nordkoreanere dør af sult, tortur eller ved henrettelse. Den seneste FN-rapport om landet dokumenterer mængder af »ubeskrivelige grusomheder«, som den australske formand for udredningen har beskrevet det.
Det er her, Samuelsen og Christensen tilbringer efterårsferien, og medmindre de har en usædvanligt god grund – f.eks. en hemmelig mission i en humanitær sags tjeneste – bør de have en flov smag i munden. Rent ud sagt.
.