Fortsæt til indhold
Leder

Selvfølgelig løses et absurd problem med noget, der er lige så absurd

Der findes mange måder at gøre samfund usunde på. En af de mere uelegante er at lægge moms på de ting, der gør folk sundere.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er december – en måned med marcipan, småkager, andefedt og risalamande. Og det er også den måned, hvor fitnesscentrene normalt gnider sig i hænderne og gør sig klar til den årlige januarinvasion af fortabte sjæle, der desperat vil forsøge at svede julen af sig. Men i år vil januar nok blive anderledes stille. For nu bliver den dårlige samvittighed oven på ædegildet belagt med moms.

EU-Domstolen har nemlig tvunget Danmark til fra årsskiftet at lægge moms på holdtræning i fitnesscentre. Det betyder, at yoga, dans, crossfit, spinning, pilates, seniorsvømning og alt det andet, der får kroppen til at holde lidt længere og sindet til at falde lidt til ro, nu får et prischok på 25 pct. Danmark skal nu rette ind efter de fælles EU-momsregler og stoppe med at klassificere disse kommercielle ydelser som fritaget “undervisning”.

Nu har vi endnu en ting til listen over absurditeter fra EU. Afbureaukratisering og afmontering af regler og direktiver er altså ikke lige rundt om hjørnet, hvis nogen skulle have bildt sig selv det ind.

Der findes mange måder at gøre samfund usunde på. En af de mere uelegante er at lægge moms på de ting, der gør folk sundere, stærkere og mere robuste. Vores sundhedsvæsen er godt trængt i forvejen, alligevel gør vi det altså nu dyrere at motionere. Det bliver decideret komisk, når man lægger til, at chokolade og andre sukkervarer jo bliver billigere til næste år, når afgifterne på dem sættes ned.

Fitnesscentrene råber op, fysioterapeuter advarer, og instruktører fortæller, at det her kan få små centre til at lukke. Branchen estimerer, at hundredtusinder vil droppe holdtræning, når medlemskabet bliver 25 pct. dyrere om måneden.

Den prisstigning lyder måske ikke dramatisk for de mest velstillede, men for en almindelig familie kan de penge være forskellen mellem et medlemskab og en opsigelse – måske ikke de 60-100 kr., prisstigningerne vil lyde på i sig selv, men det kan være den berømte dråbe, der får folk til at vælge at spare alle de 350-550 kr., som et medlemskab nu løber op i.

Det skal ses i lyset af, at det i forvejen er dyrt at være dansker. Vi venter stadig på prisnedsættelser på fødevarer, så udskrivningen på at handle almindelige varer som æg, smør, ost, mælk, olivenolie og kaffe ikke bringer én tæt på ruin. Tilbagegangen for alle de tre regeringspartier ved kommunalvalget handlede også om det.

Regeringen forsøger dog at gøre EU’s momsslag til holdtræningerne lidt blødere. Alle under 30 år slipper for at skulle betale moms. Folk over 30 år får et årligt fradrag på 1.750 kr. som et plaster på momssåret. Det lyder sympatisk – lige indtil man opdager, at beløbet kun svarer til tre-fire måneders fitnessabonnement. De andre otte-ni måneder må landets borgere over 30 år altså selv hoste op med de ekstra 25 pct.

Og så er et fradrag som løsning på noget absurd altså absurd i sig selv – det giver kun endnu mere arbejde, endnu mere kompleksitet og endnu mere foder til systemmonsteret. Den voksende bureaukratisering er i sig selv et angreb på folkesundhed og sund fornuft.

Danmark har en forpligtelse til at følge disse EU-regler. Det gør vi så med en næsten stoisk ro og mangel på modstand. Vi venter spændt på den næste absurditet, imens vi kan glæde os over, at der trods alt ikke bliver lagt moms på gå- og løbeture. Endnu.

Så kære medborgere over 30 år – husk nu at logge ind i skattesystemets univers af tabeller og rubrikker og find det rigtige sted at notere fradraget på de 1.750 kr. Hvis I altså ikke vælger at opsige jeres abonnement på holdtræningen.