Danmark skifter ansigt. Det er vi nødt til at forholde os til
Om blot 70 år kan etniske danskere være i mindretal i Danmark.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
2660 Brøndby Strand er Danmark i fremtiden. Her bor allerede nu flere indvandrere og efterkommere end beboere med etnisk dansk baggrund.
Sådan vil resten af Danmark kunne komme se ud i 2096 ifølge en ny analyse fra SDU. Hvis udviklingen altså får lov til at fortsætte.
I så fald vil der om kun 70 år være færre etniske danskere i Danmark end indvandrere og efterkommere.
Det er en så gennemgribende ændring af Danmarks befolkning, at vi bør være meget optagede af det.
For er det, hvad vi vil?
Fremskrivningen fra SDU kræver, at etniske danskere bliver ved med at få så få børn, som de har fået de seneste mange år, og at indvandringen fortsætter i samme tempo som i de seneste årtier.
Desuden baserer analysen sig på, at børn af efterkommere tælles som efterkommere, hvilket de bør.
Etniske danskeres lave fødselsrater betyder altså, at Danmark fortsat skal tilføres mange mennesker udefra, hvis samfundet, som vi kender det, fortsat skal fungere.
Alternativet? Umiddelbart et skrækscenarie med et affolket Danmark med ubeboede øer, forladte landsbyer og stor mangel på skattebetalende arbejdskraft i både den private og offentlige sektor. Er det, hvad vi vil?
Og hvad vil vi undvære i så fald?
Vi står med et dilemma, der kræver, at vi får taget en alvorlig samtale med os selv, så alle er helt bevidste om præmisser og konsekvenser.
For hvis det er et genkendeligt og kulturelt sammenhængende Velfærdsdanmark, vi vil give videre til de næste generationer, så kan vi med analysen fra SDU in mente ikke fortsætte med så stor indvandring fra andre kulturkredse som hidtil.
Det ser vi også i landene omkring os. Når vi kigger på f.eks. Sverige og Frankrig, ser vi lande med store parallelmiljøer af indvandrere, der præget af kriminalitet og arbejdsløshed ikke lever inden for lovgivning og svensk og fransk kultur, men opererer efter værdier og overbevisninger fra fjerne hjemegne.
Der er desværre tale om splittede lande, der er i kulturelt forfald og i kamp med sig selv. Det må vi ikke lade ske her.
For hvad er det for et Danmark, vi vil give videre til vores børns børnebørn og generationerne efter? Forhåbentlig et dansktalende Danmark.
For et folk er ikke et folk uden et modersmål, og en kultur og dens traditioner eksisterer ikke uden et fælles historisk sprog. Og forhåbentlig et demokratisk Danmark med ytrings-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed.
Et Danmark med en fri debatkultur. Et Danmark med dannende højskoler, folkeoplysning og foreninger båret af frivillige. Et Danmark med ligestilling mellem kønnene. Et Danmark, hvor jøder, homoseksuelle og andre minoriteter kan leve i fred og sikkerhed. Et Danmark præget af social sammenhængskraft, hvor der er høj tillid til både medmennesker og institutioner.
Et kulturkristent Danmark forankret i et historisk fællesskab med en folkekirke og et kongehus med rødder 1.000 år tilbage i tiden.
Analysen fra SDU melder om en decideret omkalfatring af Danmarks befolkningssammensætning.
Hvis vi lader stå til og lader udviklingen fortsætte uændret, så begynder Danmark om blot 70 år at holde op med at være Danmark.
Det kan vi ikke bare lade ske, uden at vi tager en meget grundig samtale om det.