”Blødningen er min superkraft,” skriver hun. Det er muligt. Det meningsfulde bidrag til samfundsdebatten lader desværre ikke til at være et talent

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når det endelig lykkes nogen at få en tydelig stemme i samfundsdebatten, gør det ondt at se det privilegium så forspildt. Det er desværre tilfældet med egodebattøren Maj My Humaidan, som forrige år udgav sit såkaldte Ærø-manifest.

Debatten kom dengang til at handle meget om arbejdstid, da hun hyldede et hjemmegående øliv ude af hamsterhjulet, dedikeret til familiens hjemmeskoling. Bogen rummede også en hård (og helt forfejlet) systemkritik af vores velfærdssamfund. Herunder af den bærende logik om, at man må bidrage til fælleskassen for at trække på den efterfølgende. Og en vidtgående kritik af f.eks. folkeskolen og daginstitutioner som koncept.

Nu har hun begået endnu en bog. ”Blødt - kampskrift for et meningsfuldt liv.” Halvdelen er en gabende kedelig dagbogsgengivelse af debatten om Ærø-manifestet.

Hun forstår stadig ikke, at manifestet provokerede så mange.

Men sagen er den, at hun i sin essens gengav et kvinde- og familiesyn, der nok ville ræsonnere bedre i Grimhøjmoskeen, end det burde gøre i et moderne demokratisk samfund. Og et usolidarisk blik på den fælles velfærd. Selvfølgelig er det provokerende.

De fleste danskere er enige om, at parallelsamfund med lukkede familiestrukturer, der lever isoleret fra det danske arbejdsmarked, er skidt for både den enkelte og fællesskabet. Ikke mindst for kvinders økonomiske position i samfundet trækker det i den helt gale retning.

Maj My Humaidans nye bog handler om bløde værdier generelt. Hun tror på, at verden forandres bedst ved at påskønne morgenlyset, de stille stunder med børnene, de små spor i sneen. Hun belærer os i bogen om, at mennesket er dovent af natur. Med henvisning til at stenaldermennesket arbejdede ganske få timer om dagen.

At steenaldermennesker ikke blev ret gamle har hun ikke med i ligningen. Faktisk er det svært at se, hvad vi skal bruge dovenskabsoplysningen til som andet end pseudovideskab, der understreger hendes eget meget bagudskuende livssyn.

I et interview med Jyllands-Posten forklarer hun, at tredje verdenskrig bedst undgås med bløde værdier. Jo mere hård verden er, jo blødere må vi svare, mener hun.

”Vi henfalder til vækst i stedet for kærlighed, til højt tempo og produktivitet, til handling frem for væren. Vi lever i et af verdens rigeste lande, og vi føler os som slaver, der ikke har tid til dem, vi elsker. ”

Det rene vås. Fortæl det til de familier, som mister alle deres unge mænd ved fronten i Ukraine. Til de sørgende mødre og grædende kærester. De skulle måske have taget en middagslur og fløjtet lidt af et jordbær, mens Putins tropper overtog resten?

Maj My Humaidan opfordrer i blødhedens navn til at slukke for nyhederne. I et interview med Radio IIII siger hun, at det er et udbredt budskab i hendes foredrag:

”Det er tid til, at vi er bevidst ignorante. I den udstrækning at vi fx fravælger at følge med i nyhedsstrømme, som tager den sidste rest af tillid eller håb. Fordi det at sidde ødelagt tilbage i sin sofa efter at være blevet opdateret på en vinkling af, hvad der foregår i verden, det gavner intet. Det er meget bedre, at vi lukker øjnene,” siger hun.

Må vi opfordre til, at alle herfra slukker for Maj My Humaidan. Ingen går glip af noget. Bogen er så kedelig, at det eneste, som udvikler sig med en reel handlingskurve, er hendes egen malerisk beskrevne menstruationscyklus.

”Blødningen er min superkraft,” skriver hun.

Det er muligt. Det meningsfulde bidrag til samfundsdebatten lader desværre ikke til at være et talent, der tynger. Dette såkaldte kampskrift rummer lige så meget modstandskraft som vådt pap.