Fortsæt til indhold
Leder

Kære forældre til Leonora-Mathilde og Molly-Margrethe. Styr jeres Aula-mentalitet

Forældreforening vil have skolerne til at indrette sig efter de fås behov for skæv ferieplanlægning. Et eksempel på en farlig Aula-mentalitet, hvor ressourcestærke egoforældre truer folkeskolens fundamentale fællesskab.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skolelederne oplever, at flere og flere børn holder ferie midt i skoletiden. Det gælder især omkring uge syv, hvor der traditionelt er vinterferie. Er skiferien billigere i uge seks, eller passer det bedre med fars arbejde, at vinterferien holdes i uge fem, så får lille Oscar fri fra skole en ekstra uge. Det er ifølge skolelederne et voksende problem.

Men tillad os at opfordre både lærere og forældre til at skrue ned for Aula-mentaliteten, før den debat kører af sporet. Aula, folkeskolernes fælles kommunikationssystem, har udviklet sig til et monstermedie, der kan misbruges. Nogle forældre opfatter Aula-chatten som en slags socialt medie, hvor man kan kommunikere til hele klassens forældre om ens eget barns behov. Hvor man kan diskutere i det uendelige, om der må byttes Tinka-kort eller ej, og hvor man kan kontakte læreren direkte om stort og småt døgnet rundt.

På Aula fylder de privilegerede egoforældres meget specifikke behov. Det er nok sjældent børnenes egne behov. For selvom børns pandelapper i hjernen er ufuldstændige og ikke tilsiger den store hensyntagen til andre mennesker, ville de aldrig belemre 100 andre mennesker med, at de havde tabt en vante. Og de ville slet ikke have hjernekapacitet til at løfte den mentale byrde, som det er først at skulle overveje reglerne for fødselsdagsuddelinger og så derefter at udsende en alle-besked om behovet for at holde møde om den nye sukkerpolitik.

Det er ikke de svage forældre, som udvikler den monstermentalitet. For de har måske knap overskud til at downloade appen. De færreste hårdtarbejdende mennesker har tid til at koordinere 3. a’s kollektive lusekæmning, og de mest udsatte forældre har med garanti andet at tænke på. Problemet er derimod de forkælede forældre, som mangler øvrigt indhold i livet og ser alting fra deres egen navle.

I landsforeningen for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, Skole og Forældre, skal man passe på den hårfine grænse mellem sundt engagement og så denne farlige Aula-mentalitet.

Når foreningens formand, Regitze Spenner Ishøy, således udtaler til Jyllands-Posten, at skolerne må tage hensyn til de skæve skiferier, bevæger hun sig over på den helt forkerte side i debatten.

»Som skole kunne man vælge at lave temauger i ugerne omkring skoleferierne, så det var lettere for det enkelte barn at være væk uden at gå glip af noget,« lyder det fra Regitze Spenner Ishøy til Jyllands-Posten.

Sagde hun virkelig det? Ja. Men det er et helt absurd forslag. At skolerne skulle køre tre-fire uger uden vigtigt indhold for at være sikker på, at lille Leonora-Mathilde og Molly-Margrethe ikke går glip af noget, når de skal på ekstra vinterferie eller ekstra efterårsferie?

Så alle andre børn i klassen helst ikke skal lære så meget i de uger, fordi det vil skabe mere fleksibilitet for enkelte forældres ferieplanlægning?

»Det er ikke alle forældre, som kan få ferie i de uger, hvor skolerne holder lukket. Betyder det så, at man ikke må holde ferie med sine børn? Efter min mening skal forældre og børn da have mulighed for at koble af sammen og have kvalitetstid sammen,« siger hun og spørger, om vores samfund er »bygget til« at klare begrænsningen i skoleferieperioderne?

Tja. Når man tænker på, hvad vores samfund og civilisation i 2025 formår, mon ikke så vi overkommer dette også? Vil man hive sine børn ud af skolen en uge hist eller pist, så er det nok ikke afgørende, hvis bare de lærer noget resten af året.

Men det må være forældrenes eget ansvar. Og hold for guds skyld gerne os andre ude af overvejelserne. Både på Aula og i det hele taget.

Artiklens emner
aula