Minksundelse er en grim ting
Endnu en gang er minkavlernes kompensation blevet genstand for debat. Men de store afsløringer ligner ulidelig bagklogskab og dæmoniserer de forkerte i minkskandalen.
Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.
De danske minkavlere fik øjeblikkeligt besked på at slå alle deres dyr ned. Desværre er der, måske især i København, et særligt nedladende syn på minkavlerne. Her har dyrevelfærdspropaganden fået tag i mange, og for de fleste er minkavl en fjern størrelse. Men kan du forestille dig en svinebonde, som på få døgn bliver bedt om at slå alle grisene ihjel og køre dem til afbrænding, hvorefter hele familiens livsværk er væk?
Flere minkavlere kæmper i dag med traumerne fra den oplevelse. Og når man ved det, provokerer det at se den tone, som hovedstadspressen fortsat pærer rundt i fortiden om netop denne skandale med. Som om avlerne var de store skurke.
»Minkavlere kan få ti milliarder for meget i erstatning, viser hidtil ukendte tal. Hold da kæft, det er vildt,« lød overskriften i den opsigtsvækkende artikel fra mediet Zetland, som via Ritzau spredte sig til hele den danske nyhedsmølle og fik diverse naturaktivister til at stemme i med harme.
I sin tid besluttede et bredt flertal at kompensere avlerne med 333 kr. pr. skind for en forventet indtægt på en 10-årig periode. I alt skulle omtrent 100 millioner skind kompenseres, og derfor gør prisen naturligt en stor forskel for omkostningen for statskassen. Artiklen, som genåbner debatten, handler om en konsulentrapport fra Ernest og Young, som forudser udviklingen i fremtidens skindpriser for mink. Efter corona og med udsigt til ændringer i modebranchens efterspørgsel på den politisk ukorrekte pels konkluderer konsulenterne, at erstatningen til avlerne er sat 10 mia. kr. for højt, fordi den ikke har indregnet en forventet nedgang i pelspriserne. I stedet tog erstatningen udgangspunkt i de forudgående års pelspriser.
Det er en ”hvis og hvis og hvis”-vinkel, der dæmoniserer avlerne som grådige og politikerne som tåber. På det tidspunkt, hvor aftalen skulle laves, havde man ikke denne fremtidsrapport, som først er lavet senere. Det er i sig selv en rimelig forklaring på, hvorfor man ikke brugte den. I situationen tog man udgangspunkt i de mest håndgribelige tal, der fandtes, nemlig de forudgående priser.
Dertil skal man forstå, at der internt mellem avlerne var store forskelle. Nogle fik højere priser end andre og havde forventninger om store nyinvesteringer, mens andre måske drev mindre lønsomme minkfarme og var på vej på pension. Derfor har nogle avlere mistet et helt livsværk af potentielt meget mere end 10 års indtjening, som aldrig kommer til at matche kompensationen. Andre har formentlig fået mere ud af nedlukningen, end de havde fået ved at fortsætte deres erhverv. For endnu andre går det sikkert nogenlunde op. Sådan er det med gennemsnitspriser. Kunne man forestille sig, at de ikke skulle have en krone, fordi man antog, at erhvervet alligevel skulle lukkes af miljøhensyn, og derfor ville der jo ikke være penge at tjene? Nej, det er fuldstændig absurd. Man eksproprierer heller ikke forhandlere af dieselbiler uden kompensation, selvom markedstendensen peger på elbiler som fremtidens primære indtægtskilde.
Hele tonen, hvormed det udstilles, som om avlerne er de onde, som skatteyderne skal betale til, er dybt forargelig. De danske minkavlere var en gruppe hårdtarbejdende landmænd og virksomhedsejere, som staten uden hjemmel frarøvede deres ejendom. De fleste har i øvrigt stadig ikke fået deres penge endnu. De bor stavnsbundne i et mausoleum, de var udsat for den største forvaltningsskandale i nyere tid, og nu skal de høre på minksundelsen. Føj, det er en grim ting.