Fortsæt til indhold
Leder

I år er påskebudskabet: Køb kanoner!

Påskebudskabet er ikke nogen sovepude til os. Vi kan ikke læne os tilbage og regne med, at vores problemer løses af sig selv, eller at demokrati er forudbestemt til at vinde over diktatur og terror.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Sjældent har vi haft mere brug for et opløftende påskebudskab end i år. Kriserne og konflikterne vælter ind over os:

I Ukraine ser krigen sværere og sværere ud for ukrainerne. De mangler både våben og mandskab, og Vesten har endnu ikke vist sig stand til at levere det, vi har lovet. Et nederlag for Ukraine vil være et historisk nederlag for hele Vesten og sætte hele Europas sikkerhed på spil.

Krigen mellem Israel og Hamas raser nu på sjette måned og sætter også Vesten på prøve. En sejr over Hamas er på den ene side umulig uden tusindvis af tragiske civile tab – mens Hamas’ overlevelse som magtfaktor i Gaza på den anden side vil være en utålelig sejr til terroristerne og Vestens fjender i Teheran, Moskva og Beijing.

Og midt i det hele ser truslen fra Islamisk Stat ud til at være genopstået med et barbarisk angreb i Moskva med 140 uskyldige mennesker dræbt. IS har også blikket rettet mod os.

Kan vi da ikke finde lidt opmuntring i påskedags budskab til os?

Jo, bestemt. Tror man på det kristne budskab, kan man glæde sig over, at Guds rige kommer til os. Livet vil sejre over døden, og vi skal heldigvis ikke selv sørge for at mase os ind i himmerige. Påskens budskab er, at Gud rækker sin kærlighed ud til menneskeheden - ikke fordi vi har fortjent det, men på trods af, at vi ikke har.

Men lige så vigtigt er det dog, at påskebudskabet ikke er nogen sovepude til os her på Jorden. Vi kan ikke læne os tilbage og regne med, at vores problemer løses af sig selv, eller at demokrati er forudbestemt til at vinde over diktatur og terror. Guds rige er ikke af denne verden, og på Jorden er der ingen garanti for lykkelige slutninger. Her må vi selv handle.

Den schweiziske teolog Karl Barth blev under et besøg i Danmark i 1939 spurgt, hvordan man efter hans opfattelse skulle håndtere den nazistiske trussel. Hans svar blev berømt for sin ligefremme dobbelthed: ”Beten … und Kanonen kaufen!” Bed … og køb kanoner!

Karl Barth havde ret både dengang og i dag. Og når påskegudstjenesten er ovre, må der mere handling og færre ord til.

Det er glædeligt, at Christiansborg er vågnet op og nu faktisk vil opruste det danske forsvar. Men det er et utilgiveligt sløvsind, at det har skullet tage næsten to år efter invasionen af Ukraine, før den første aftale om udmøntning kom i hus.

Det er ligeledes ubegribeligt, at både regering og opposition lige nu tilsyneladende er klar til at holde den næste udmøntningsaftale som gidsel, mens man slås om et symbolpolitisk forslag om kvindelig værnepligt.

Forleden kunne Jyllands-Posten afdække, at der et år efter at regeringen lovede at sende 100 danske Leopard I-kampvogne til Ukraine, kun er sendt 30 af sted. En oplysning, som vi ovenikøbet måtte forbi de tyske myndigheder for at få, fordi Forsvarsministeriet åbenbart ikke mente, offentligheden kunne tåle at høre, hvor ringe resultatet faktisk er.

Statsminister Mette Frederiksen havde ret, da hun forleden på Christiansborg sagde, at vi skal være lige så meget ”oppe i gear” som russerne. Men kunne statsministeren så venligst begynde at se lidt indad? Danskerne har ikke brug for endnu en opsang om, at vi ikke ”skal gå hjem kl. 16 fra samlebåndet”. Vi har derimod brug for, at regeringen ikke kun leverer ord, men også faktiske resultater.

Kanonen kaufen! Og glædelig påske!