Den hidtil mest moderne borgerlige leder
Søren Pape Poulsen flyttede forestillingen om, hvad det vil sige at være toppolitiker og konservativ formand. Det er et varigt aftryk. Og så var han flink.
Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.
Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen, som pludselig er død, blev ofte beskyldt for ikke at være tydelig nok. For at være for rund og konfliktsky i sin tilgang til politik. Men i virkeligheden efterlader han sig et varigt aftryk på dansk politik. Et aftryk, der netop handler om personlige lederegenskaber og tilgangen til det politiske arbejde.
Rundet af årene i kommunalpolitik blev han udstillet som en anden klodshansefigur, da han trådte op på den store politiske scene som formand for det dengang kriseramte parti. I Viborg er det stort at være borgmester, men på Christiansborg bliver selv de bedste dømt ude på forhånd.
Søren Pape Poulsen udstillede dog nærmere systemets svagheder end sine egne. Læringskurven var stejl, men han gennemførte den. Pludselig var han den formand, som efter mange års formandsopgør og slidsomme interne kampe, fik partiet samlet. Store uenigheder og personkonflikter var der stadig masser af, men med Papes mellemkomst udfoldede de sig ikke i samme grad som offentlige stridigheder.
Papes politiske karrieres højdepunkt var forud for valget i 2022, hvor opbakningen i meningsmålingerne pludselig var så enorm, at han dristede sig til at tage det sidste skridt op. At melde sit kandidatur til statsministerposten. Som bekendt er der langt at falde, når først man er deroppe. Hurtigt var opbakningen formøblet af tåbelige personsager. Det siger meget om flygtigheden i politik. Den ene måned var han statsministermateriale, den næste spekuleredes der i hans afgang.
Men højdepunktet er værd at hæfte sig ved. Det var da blå blok var mest dysfunktionel, at Søren Pape Poulsen var mest populær. Han var pludselig det borgerlige Danmarks mest stabile profil. Venstres ringhed var naturligvis også en forklaring. Men vigtigst var det måske, at Søren Pape Poulsen placerede sig i en rolle, der netop fremstod mere diplomatisk. Selvom han kunne hidse sig op over hjemmerøvere i Nordsjælland og den slags konservative mærkesager, så kunne han ikke skjule sin runde facon.
Han var svær at slå sig på, og derfor fremstod han samlende. Husk på, hvordan statsminister Mette Frederiksen (S) i den valgkamp også forsøgte at omfavne ham. For at irritere Venstre naturligvis, men også fordi Pape var den borgerlige figur, man helst ville bygge bro til.
Statsministerposten kom han som bekendt aldrig i nærheden af. Men han beviste, at danskerne gerne samles der, hvor kontinuiteten er. Ikke der, hvor balladen og de ledige synspunkter er. Han beviste, at skingerhed ikke er den eneste vej til popularitet. Hårdt arbejde og en ordentlig facon er heldigvis stadig værdier, der efterspørges.
Søren Pape Poulsen er vel sin generations mest moderne politiske leder. Han delte ud af sig selv og flyttede vores fælles forståelse. Han lærte os, at en hvid midaldrende konservativ partiformand sagtens kan være homoseksuel og adoptivbarn. Den personlige fortælling blev en offentlig fortælling, og med den blev han rollemodel for en generation. Han betalte også en stor pris, da hele Danmark fulgte med i skilsmissen og hans eksmands udskejelser. Som om det havde noget med Pape at gøre.
Og så var han venlig. Sød og flink, det var to af de mest brugte prædikater om ham. Ofte fulgte der en usagt nedladenhed med, eftersom kynisme og råhed er egenskaber, der fremhæves oftere i toppolitik. Den snævre forståelse af dansk politik gjorde han til skamme.