Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Et notat redder ikke Venstres formandskab, krisen stikker dybere

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen vogter over hinanden og skal holde balancen. Men Venstres krise er ikke løst.

Et kompromis. Et stort smil og en forsikring om, at nu skal man se fremad, at politisk indhold er vigtigere end personer og et brev til partimedlemmerne, hvori det forklares, at den forestilling, de lige har kunnet opleve for åbent tæppe, bare var »fnidder og medietumult«.

Ja, men har vi ikke set det før? Venstre følger fløjkrigens ABC nærmest til punkt og prikke. Bogen er langtfra lukket, og både konservative og socialdemokrater kan fortælle venstrefolkene, hvad der er i vente. Sikkert er det, at sidste akt ikke er opført endnu, og det er tvivlsomt, om hovedpersonerne, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, overhovedet overlever på scenen til tæppefald.

Alene det faktum, at forretningsudvalget skal udfærdige et notat, som udpensler, hvem der gør hvad i ”Venstres ledelsesstruktur” vidner om, at den er helt gal. I et godt og tillidsfuldt samarbejde er sådan et papir overflødigt.

Stillingen i Venstre er nu, at Lars Løkke Rasmussen har vundet en omgang, og at han kan blive siddende som formand, men på en politik, som mange i partiet er uenige med ham i.

Claus Hjort Frederiksen, Venstres mangeårige indpisker og bulldozer, har nu trukket sig tilbage efter at have fuldført første fase i sin mission: Kristian Jensen er blevet pacificeret, og det er slået fast, at Lars Løkke Rasmussen og kun Lars Løkke Rasmussen er partiets leder.

Samme Lars Løkke Rasmussen har formentlig ikke glemt, hvordan han selv var udsat for Hjort Frederiksens metoder, da han som partiets næstformand i 2006 blev lokket frem på banen for at tage stilling til, om han var til venskabet med rebellerne Søren Pind og Peter Christensen, eller om han stod bag Anders Fogh Rasmussen. Heller ikke i den periode blev der kæmpet med fløjlshandsker mellem de to fløje.

Striden endte med, at Lars Løkke Rasmussen valgte at stå bag partiformanden, banede vejen for sig selv, men fik Kristian Jensen med i købet, da han overtog ledelsen af partiet.

Mange af de problemer, som Venstre nu slås med, stammer fra den periode, som på overfladen var en kamp mellem personer, men dybest set en strid om, hvilken vej partiet skulle gå, efter at Anders Fogh Rasmussen udfordrede dets liberale sjæl ved at bekende sig til velfærdsstaten. Kampen er blevet forstærket af de personlige modsætninger mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen og af de mange sager, som Løkke Rasmussen har kæmpet med. Var den ene til fest og fadøl, svarede den anden igen med gymnastik og kondiløb.

Som partiformand har Lars Løkke Rasmussen til gengæld kunnet glæde sig over, at Hjort Frederiksen loyalt bakker op om partiets formand, en loyalitet, som utvivlsomt blev sat på prøve, da Lars Løkke Rasmussen overraskede i valgkampen ved at åbne mulighed for at gå i regering med Socialdemokratiet.

Stillingen i Venstre er nu, at Lars Løkke Rasmussen har vundet en omgang, og at han kan blive siddende som formand, men på en politik, som mange i partiet er uenige med ham i, og som der heller ikke er opbakning til i den borgerlige lejr. Fra både De Konservative og Dansk Folkeparti har der lydt kritik af Lars Løkke Rasmussens linje, som bliver overordentlig svær at forvalte, når Venstre er i opposition. Selv har han signaleret, at han var parat til at forlade dansk politik for at få en EU-toppost, og dermed bidrog han reelt til svækkelsen af sin egen autoritet.

Nu har Venstres inderkreds talt med store bogstaver til både formand og næstformand. Indtil videre er den ene afhængig af den anden. For dem gælder det om at holde balancen. For Venstre haster det med at få formuleret, hvad partiet vil og kan.


Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.