Det er glædeligt, at det offentlige sygehusvæsen og privathospitalerne er indgået i en frugtbar symbiose

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Siden de første danske privathospitaler blev oprettet i hhv. 1984 og 1990 har de både været kontroversielle og ført en lidt omskiftelig tilværelse. Men der er blevet flere af dem, og i dag er der omkring 70.

De seneste meldinger tyder på, at de økonomisk klarer sig bedre end nogensinde, og det kan både patienterne, det offentlige sundhedsvæsen og privathospitalerne selv være glade for.

Ikke mindst efter at der blev indført en behandlingsgaranti, hvorefter patienter ikke skulle tåle mere end højst 30 dages ventetid på behandling, har det offentlige sygehusvæsen brugt privathospitalerne som en sikkerhedsventil. Kan det offentlige sygehusvæsen ikke opfylde behandlingsgarantien, kan det henvise patienterne til privathospitalerne og betale regningen. Spidsbelastningerne bliver sendt videre til de private hospitaler, som gerne tager imod patienterne.

Politisk har privathospitalerne været kontroversielle, og de har været oppe imod den holdning, at sygehusvæsnet er en offentlig opgave, som private under ingen omstændigheder skulle blande sig i.

”Man skal ikke kunne tjene penge på folks sygdom,” er der blevet sagt flere gange i den offentlige debat, da den var på sit højeste. Argumentet savner selvfølgelig enhver fornuft, for både læger, sygeplejersker, portører, medicinalindustrien og apotekerne tjener penge på folk sygdom. Det er som bekendt meget almindeligt, at man får løn for sit arbejde, og at medicinindustri og apoteker beregner sig profit af deres virksomheder, bør hverken overraske eller forarge nogen. Man glemte åbenbart også i kampens hede, at de praktiserende læger til alles tilfredshed hele tiden har udført deres lægegerning fra private forretninger.

Medvirkende til et kontroversielt billede af privathospitalerne var, at Lars Løkke Rasmussen i sin finansministertid blev beskyldt for at have oprettet et system, der overbetalte privathospitalerne, altså en ren politisk støtte til et politisk projekt. Rigsrevisionen gav kritikerne ret og meddelte, at de private havde fået urimeligt mange penge af offentlige. Det politiske pres førte til, at privathospitalerne måtte stramme deres økonomi, og efter nogle trange år tjener de nu penge som aldrig før.

I dag er privathospitalerne en integreret og velfungerende del af det danske sundhedsvæsen, som kan hjælpe patienterne til ikke at skulle vente i mere end 30 dage, i praksis ofte kortere. Netop de urimeligt og uacceptabelt lange ventelister var basis for, at der i midten af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne begyndte at blive etableret privathospitaler, og i dag kan man notere det tilsyneladende paradoks, at staten ikke er helt rede til at betale, hvad et effektivt og til enhver tid fungerende offentligt hospitalsvæsen koster, men gerne sender penge til de private hospitaler. Stigningen har været betydelig. I 2007 sendte de offentlige sygehuse omkring 50.000 patienter til privathospitalerne, og i 2018 var denne trafik steget til 120.000 patienter. Det er glædeligt, at det offentlige sygehusvæsen og privathospitalerne således er indgået i en frugtbar symbiose til glæde for patienterne.

Langt den største del af privathospitalernes omsætning kommer fra forsikringsselskaberne. Det hænger sammen med, at arbejdsgivere i vid udstrækning betaler sundhedsforsikringer til deres medarbejdere. Hurtigere behandling betyder, at medarbejderne hurtigere kan komme tilbage til deres arbejde, og det er en fordel for begge parter.