Hold nu op med at udråbe en mand, som betjener sig af sprogets værste gloser som vinder

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ordet skaber, hvad det nævner. Og når stort set det samlede politiske kommentariat er enige om at udråbe lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, som den ubestridte vinder af valgkampens første to partilederdebatter, ja, så har Paludan allerede fået mere foræret, end han kunne drømme om.

Et sted bliver han udråbt som »ubetinget aftenens vinder«, et andet sted konstateres det, at »det er med afstand Rasmus Paludan, seerne vil huske«.

I en tid, da der råbes på anstændig politisk debat, saglighed, og da politikerne kæmper med at genetablere tilliden til vælgerne, må det alt andet lige vække til eftertanke, når politiske analytikere udråber en mand, der i debatterne betjente sig af nogle af sprogets værste gloser, som vinder. Tilmed havde han kun ét budskab med i studiet og var påfaldende tavs og fraværende, når debatten i sjældne øjeblikke drejede sig om mere komplicerede emner end det ene, som Paludan kan håndtere.

Ved at gøre Paludan til vinder fremmer kommentatorerne en politisk kultur og en debatform, som andre forsøger at bekæmpe. Og der var trods alt politikere, som kæmpede en brav kamp for at bevare sagligheden i det skuespil, som tv-debatterne efterhånden har udviklet sig til.

For der er ingen tvivl om, at Rasmus Paludan er en lækkerbisken set med tv-producenternes briller. Han er det, man kalder ”godt tv”, som ikke bliver ringere, når andre lader sig tirre. Showet er i gang, seerne kan sætte sig til rette med popcorn, men hvor blev sagligheden af? Og hvem blev klogere?

Takket være ordstyrernes fastholden i det indtil videre hypotetiske spørgsmål, om en kommende statsminister vil basere sig på Paludans mandater, blev det stort set umuligt for partilederne at tale om deres egen politik. Omdrejningspunktet var Rasmus Paludan.

Lars Løkke Rasmussen forsøgte flere gange og gjorde det befriende klart, at han ikke er villig til at sælge ud af Danmarks forpligtende internationale samarbejde for at tækkes Stram Kurs eller Nye Borgerlige, hvis betingelser for at støtte ham som statsminister er langt, langt hinsides det anstændige, og hvad der er i Danmarks interesse.

Folketingsvalgkampen føres på mange platforme. Det er en tradition, at den også gerne må være underholdende, og det gælder også tv-debatterne, men derfra og til bevidst at spille følelser ud mod hinanden er der et stykke vej. Og det var præcis, hvad der skete under de to første tv-debatter.

Kritikere, kommentatorer og analytikere står med et stort ansvar, når de udlægger teksten. Hvis præmissen for at udråbe en vinder er, at det var den, som stjal billedet, talte højest eller kunne dreje enhver debat over på sine egne forsimplede budskaber, så tegner det ikke godt for den folketingsvalgkamp, som lige er begyndt, og som bliver en af danmarkshistoriens længste.

Skal man overhovedet tale om en vinder på valgkampens dag et, kunne et godt bud være statsministeren, som stod fast på værdigheden, og som meget klart fik sagt, hvad konsekvenserne kan blive, hvis der går show i politik, og klovnen løber først med opmærksomheden og siden med stemmerne: Selv hvis der ikke er rødt flertal, når stemmerne tælles op den 5. juni, er det ikke givet, at Danmarks næste statsminister bliver borgerlig.

»Derfor håber jeg også, at danskerne tænker sig godt om,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Opfodringen gives videre. Også til kommentariatet.