Behandlingen af psykisk syge skal prioriteres langt højere

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man plejer klichéfyldt at sige, at et samfund skal måles på den måde, det behandler sine svageste medborgere. Kliché eller ej, så giver det i en opulent velfærdsstat mening at fremsætte klichéen, når der tænkes på summen af millioner til nye omfartsveje i politikeres hjemkommuner, milliarder til integrationsprojekter, som ingen kender virkningen af, og meget, meget mere.

For blandt de absolut svageste i vores samfund befinder sig de psykisk syge og sårbare, som fra tid til anden har behov for behandling – for nogle i kortere tid og måske kun en gang i livet, mens andre behandles i længere tid og ofte, såkaldte svingdørspatienter – og det er ingen hemmelighed, at det psykiatriske behandlingssystem i årevis er blevet nedprioriteret og udsultet.

Konsekvenserne er lige så velkendte: overbelagte afdelinger, mangel på sengepladser, uforsvarligt lange bæltefikseringer, overmedicinering og for tidlig udskrivning til den virkelighed, som den psykiatriske patient har svært ved at håndtere og i første omgang blev indlagt for at slippe væk fra. Det er vanskeligt at mene andet, end at det ikke er værdigt i et af verdens rigeste samfund.

Regeringens sundhedsudspil forholder sig også til psykiatriens verden, og ifølge udspillet vil psykiatriske patienter opleve »markante forbedringer«, men som det er fremgået af Jyllands-Posten, ser den psykiatriske behandlingsverden noget anderledes på sagerne. Efter en analyse af udspillet har det i hvert fald ikke været svært at få armene ned.

For de 60 mio. kr., der fra 2021 årligt er afsat til nye intensive sengepladser, svarer i runde tal til 30 senge, og det er ikke meget i en verden, der er under et enormt pres, både fordi den er blevet udsultet, men også fordi der kommer flere danskere med behandlingskrævende psykiske sygdomme. Som det fremgik af en grafik i avisen i går, er det samlede antal af patienter fra 2014 til 2018 steget fra 114.000 til 154.000, mens antallet af sengepladser er faldet fra 2.998 til 2.931.

Man kan få den tanke, at der ikke er stor prestige i psykiatrien i forhold til det øvrige sundhedsvæsen, som tager sig af de somatiske, altså fysisk syge, patienter, og der er – kunne man tilføje – heller ikke så mange vælgere i psykiatrien som i det øvrige sundhedsvæsen. I hvert fald kan det konstateres, at de utallige garantier, løfter og pakker, som gælder, hvis man f.eks. får konstateret kræft eller en anden alvorlig sygdom, ikke gælder, hvis man har en psykiatrisk diagnose.

Med regeringens udspil er der garanti for, at sundhed bliver et af de varme emner i den valgkamp, som allerede er i fuld gang. Gyldne løfter om kvalitetsløft, forbedringer, garantier, nærhedsprincipper, pakker, screeninger, patientrettigheder og meget andet vil utvivlsomt fyge gennem luften, men ingen vil formentlig rejse spørgsmålet om prioriteringer i sundhedsvæsenet, selv om nogle burde. Men det er kynisk, og hvem ønsker at være kynisk i en valgkamp – det gør sig ikke så godt på tv.

Sundhed er med ny teknologi, ny medicin, nye behandlingsmetoder, en aldrende og i det hele taget rettighedsfikseret befolkning et bundløst kar. Der er i princippet ingen ende på, hvor mange ressourcer man kan fylde i, for der opstår hele tiden nye behov.

Derfor kommer man på et tidspunkt ikke uden om at diskutere prioriteringer – og i sidste ende også egenbetaling på visse ydelser, hvis der skal være flere ressourcer til at behandle de værdigt trængende. Og til dem hører de psykisk syge og sårbare.