Det kræver handlekraft og mod at ændre aftalen om kystnære vindmøller. Det har ministeren ikke

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Intet er farligere for et demokrati end konsensus, da det ikke blot sætter meget nødvendige debatter ud af kraft, men ofte også bliver brugt til at lukke munden på borgere, der påtager sig den udskældte rolle som djævelens advokat.

I Folketinget er der konsensus om den såkaldt grønne omstilling og herunder ikke mindst, at den skal manifestere sig i en elforsyning baseret på vindenergi.

At der findes billigere former for vedvarende energi, og at vindmøller på ingen måde er uproblematiske, ignoreres af den til enhver tid siddende regering i bevidstheden om, at der ikke eksisterer noget flertal mod vindmøller.

Derfor står titusinder af danskere i de kommende år til at få deres livskvalitet ødelagt af opstillingen af kystnære vindmøller. Skidt med, om de berørte borgere faktisk måtte være principielle tilhængere af vindenergi: De skal påtvinges udsigten til vindmøller døgnet rundt, året rundt.

Rundtom i landet har kommunalbestyrelser i noget, der mest af alt ligner en kollektiv mental kortslutning, begejstret kastet sig over opgaven med at stille arealer til rådighed for de kystnære vindmøller.

Ringkøbing-Skjern Kommune hørte til de begejstrede, der næsten ikke kunne vente med at få kyststrækningen mellem Søndervig og Hvide Sande plastret til med vindmøller, hvoraf mange kun skulle stå 4 km ude i Vesterhavet. Der skulle ikke tages hensyn til, at alle dem, der af rekreative årsager søger mod kysten, for bestandigt bliver frataget det uforstyrrede udsyn over havet. Kommunen skulle være 100 pct. selvforsynende med grøn energi, så vindmøller er vigtigere end turisme, lød parolen. I dag har piben fået en anden lyd.

Kommunen har bedt om at få de kystnære møller flyttet længere ud i Vesterhavet – helst så langt, at de ikke kan ses fra land. Andre kommuner er nået samme konklusion.

Nu skulle man tro, at den ansvarlige minister Lars Christian Lilleholt straks ville reagere på den omfattende borgervrede, men nej, kunne man læse i avisen søndag:

»Tilladelserne blev givet, før jeg blev minister, så projekterne er svære at stoppe. Det er ude af mine hænder,« erklærer den snart fhv. minister uagtet, at han mener, at de kystnære vindmøller »bør 15-20 km ud på havet, hvor de landskabelige gener er langt mindre«.

Det vil være svært at bebrejde vælgerne langs vestkysten, hvis de i den forestående valgkamp måtte kalde venstremanden en tøsedreng, da det er, hvad man på de kanter van kalder en politiker, der ikke tør ændre en destruktiv beslutning.

Handlekraft mangler der til gengæld ikke i andre dele af den offentlige sektor. Spørg bare på Fur, hvor først Natur- og Miljøklagenævnet og siden Slots- og Kulturstyrelsen har beordret det gelænder pillet ned, som furboer har placeret langs trappen op ad Bette Jenses Hyw, der er Limfjordsøens højeste punkt. Forstandige lokale har retableret gelænderet og dermed udfordret autoriteterne, hvilket man sjældent slipper godt fra i et land, hvor den offentlige sektor ofte udøver sin magt med herremandsmentalitetens arrogance.

Det er ude af en ministers hænder at flytte kystnære vindmøller til havs, hvorimod der ikke synes at være grænser for, hvor store statslige ressourcer der kan sættes ind på at forhindre et gelænder at støtte sig til på en vindblæst høj på Fur.

Nej, var det besluttet at opstille en vindmølle på Bette Jenses Hyw, da ville den have stået der, endnu inden solen var stået op over Færker Vig.

Dette er i al sin umenneskelighed Bette Jenses Lov.