Fortsæt til indhold
Leder

Det er levebrødspolitikernes finanslov

Regeringens finanslovsudspil skal først og fremmest søge at sikre genvalg. Den løser ingen af de påtrængende problemer på arbejdsmarkedet.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, blev interviewet i tv fra morgenstunden torsdag og lignede en mand, der kiggede på en pokerhånd med en 6'er og en 9'er. For de ikke indviede er det ret dårlige kort, og set fra oppositionens synsvinkel er der da heller ikke mange steder, man kan stikke kniven ind i det finanslovsforslag, som finansminister Kristian Jensen senere på dagen fremlagde.

For her var helt i bestikkelsesprojektets ånd lidt til mange. Her var 1 mia. kr. til klima og miljø, 1 mia. til udsatte børn, 0,5 mia. til kulturen, 100 mio. til de psykisk syge, 250 mio. til sundhed, noget til luksussommerhusejerne, en slat til højskolerne, noget mere til udviklingslandene, sågar 40 mio. kr. til gastronomien og fra morgenstunden 342 mio. kr. til landsbyerne. Og meget, meget mere, så det store projekt, hvor 90 pct. af befolkningen omfordeler til 90 pct. af befolkningen kan fortsætte ufortrødent.

De eneste, der ikke rigtigt er noget til, er regeringens liberale kernevælgere, for man må kigge forgæves i finanslovsaftalen efter afgiftslettelser, lettelser i topskatten og arbejdsmarkedstiltag. Det har man undladt for ikke at give oppositionen noget og fornærme Dansk Folkeparti unødigt. Det må fikses på andre måder, lader ræsonnementet til at være. Til gengæld kan man så konstatere en vækst i den offentlige sektor på 0,4 pct., der ligger pænt midt mellem regeringens ambitioner i regeringsgrundlaget om et rundt nul og Dansk Folkepartis forventning om 0,8.

Og det er sikkert fornuftigt at stile efter en finanslov på det jævne, hvor der ikke ødsles uovervejet med råderummet eller kræves store skattelettelser. Det er sidste finanslov inden valget, så det handler om at formidle ansvarlighed og ro på bagsmækken, for alle husker sidste års uskønne forløb, hvor Liberal Alliance udstillede sin uformåen og kravlede op og ned ad træer, mens Dansk Folkeparti førte kniven.

De eneste, der ikke rigtigt er noget til, er regeringens liberale kernevælgere, for man må kigge forgæves i finanslovsaftalen efter afgiftslettelser, lettelser i topskatten og arbejdsmarkedstiltag.

Og det er netop Dansk Folkeparti, som denne finanslov skal forhandles hjem med, så derfor handler det om at vise, at man har styr på økonomien, har lært af sidste års kaos og serverer noget, som Dansk Folkeparti for en stor dels vedkommende kan skrive under på, samtidig med at man trods alt viser, at man har fundet nogle penge til forskellige områder. I sidste ende er det pebernødder, man forhandler om i finanslovsforhandlingerne, set i forhold til den samlede finanslov på mere end 1.100 mia. kr. Men lidt har også ret, og man ved, hvor meget symboler betyder i disse års politik, så Dansk Folkeparti vil komme med krav om mere til de svageste ældre, mindre til udlændinge, og det vil de formentlig få. Så alle vil være glade, bortset fra Socialdemokratiet, der formentlig ikke får sat mange fingeraftryk på finansnsloven.

”Tryghed og nærhed” stod der på tavlen bag Kristian Jensen, og nærhed, der også er det centrale i Mette Frederiksens valgoplæg, er åbenbart det nye sort i dansk politik. Efter års centralisering handler det nu om at signalere ansvarlighed for et land i balance.

I denne sammenhæng handler det først og fremmest om et land i økonomisk balance. Det har vi lige nu, og selv om udspillet til en ny finanslov ikke giver løfter om de nødvendige skatte- og arbejdsmarkedsreformer, som kan langtidssikre økonomien, især over for de demografiske træk, som præger landet, så er den nuværende regering stadig den bedste garant for, at det vil ske i fremtiden, selv om denne finanslov først og fremmest skal søge at sikre den magten. I den forstand er det levebrødspolitikernes finanslov.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.