Fortsæt til indhold
Kommentar

Tåkrummende påstande af David Trads

Efter at være taget med bukserne nede insisterer David Trads på, at jorden er flad, hvad angår ikke-vestlig indvandring.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Blandt pauseklovne udi forståelse af, hvad indvandring er, er David Trads i den øvre halvdel af superligaen. Sammen med Carsten Jensen og Zenia Stampe og et par outsidere som Uffe Elbæk og Pernille Skipper kæmper de om titlen som den, der kan udsige mest vrøvl, hvad angår en indiskutabel katastrofe.

David Trads’ monumentale vås er forlængst historisk. Berlingskes Mikkel Andersson hudflettede ham senest den 14. marts i år i indlægget David Trads har næsten ret!, hvor David Trads blev elegant massakreret for sin monomane og forkerte insisteren på, at ikke-vestlig indvandring betaler sig.

Nu er der så kommet en rapport fra Finansministeriet, der umiddelbart viser, at ikke-vestlige koster danske skatteydere 33 milliarder kroner, 16 milliarder for indvandrernes vedkommende og 17 milliarder, hvad angår efterkommerne. Det har fået David Trads til at skrive et grotesk blogindlæg her på siden med titlen Lige nu koster indvandring kassen. På lang sigt er potentialet enormt.

Jeg er selv kun lige gået i gang med at undersøge det med de 33 milliarder nærmere. Tallet er udenfor enhver tvivl højere alene af den grund, at tallene ikke har de titusindvis af asylsøgere med, der ankom i efteråret 2015. Dertil skal muligvis lægges andre udgifter som elever i specialklasser og integrationsprojekter som følge af utilpassede mennesker fra den tredje verden. Jeg er ved at forhøre mig hos Finansministeriet. Det samlede beløb bliver ikke under 40 milliarder om året. Stigende for hvert år, så længe der føres en politik, der tillader antallet af ikke-vestlige at vokse.

David Trads klynger sig til et enkelt halmstrå, der også står at læse i rapporten fra Finansministeriet: 17 af de 33 milliarder spenderes på anden generation, altså de ikke-vestlige efterkommere. Det sker et stykke af vejen, fordi gruppen af efterkommere er langt yngre end befolkningen i snit, og derfor har mange af dem ikke nået en alder, hvor de er kommet ud på arbejdsmarkedet endnu og betaler skat.

Problemet er bare, at rapporten også viser – helt på linje med tal fra Danmarks Statistik – at ikke-vestlige efterkommere klarer sig langt dårligere end danskere, omend bedre end indvandrere. Den klarer David Trads imidlertid ved at messe følgende:

”Vi er også nødt til som samfund at se, hvad vi kan gøre bedre. Lægge en plan.”

Man bliver ikke meget mere væk end David Trads. Det er der en vis underholdningsværdi forbundet med. Ethvert samfund har brug for pauseklovne. David Trads er en af disse. Det er fint nok, men det ændrer intet ved, at den ikke-vestlige indvandring er en økonomisk katastrofe for Danmark. En meget stor en af slagsen.