Ja, jeg er humanist – og jeg skammer mig ikke
Humanisme er blevet et fy-ord i den offentlige debat. Men ved I hvad? Jeg er humanist fra top til tå – og jeg skammer mig ikke over det.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg får tit at vide, at jeg er en naiv humanist, som ikke forstår noget som helst. Hvilken planet lever jeg på? Har jeg fuldstændig tabt sutten? Den der ”Danmark-kan-sagtens-hjælpe-flere-flygtninge”-mentalitet kan jeg godt pakke sammen, for vi hverken kan eller skal omsætte al den landsskadelige pladderhumanisme til virkelighed.
Det er mig en gåde, at respekt og omsorg for andre – som jo er det, humanisme kommer af – er blevet et fy-ord i den offentlige debat. Kan vi virkelig blive for gode ved hinanden? Jeg er storhumanist, og jeg indrømmer det gerne. Det burde slet ikke være kontroversielt at sige højt – men det er det altså blevet.
Tidligere har det især været den yderste højrefløj, der er gået i kødet på venstrefløjens ustyrlige trang til blindt at ville hjælpe Gud og hver mand i humanismens navn, men der er sket et skred på Christiansborg. Flere og flere tager afstand fra den onde humanisme, senest med Socialdemokratiets massive højredrejning på udlændingespørgsmålet, hvor spydspidsen Henrik Sass Larsen blandt andet er blevet sendt i byen med et frontalangreb på humanismen som ”decideret farlig” for velfærdssamfundet.
Jeg forstår ikke det kollektive korstog mod humanismen. Frihed, respekt og medmenneskelighed er jo lige præcis det, vores civilisation bygger på. Uden humanisme ville verden være et træls sted at være.
Og jeg ved godt, hvad du tænker nu. Hold da ferie for en Radigal åndsbolle, der uden omtanke vil åbne sluserne og gøre Danmark til hele verdens bistandskontor. Men det at være humanist er jo ikke ensbetydende med, at man vil hente alle verdens flygtninge til Danmark. Faktisk kender jeg ingen, der abonnerer på det helt absurde synspunkt, at Danmark skal tage imod alle verdens flygtninge.
Humanisme kan ikke koges ned til venstrefløjs-hippieisme eller nogen anden bestemt politisk mærkesag. Humanisme er et livssyn – en grundindstilling til verden og til synet på andre mennesker. Sakset direkte fra internettets store ordbogsunivers er humanisme en livsanskuelse, der bygger på respekt for det enkelte menneskes frihed og på omsorg for andre individer. Det er da en god ting. Er det ikke?
Jeg indrømmer i hvert fald gerne, at jeg er humanist med stort H. Vi har et ansvar for at hjælpe hinanden, fordi alle menneskers liv har værdi. Min modstand mod kontanthjælpsloftet, der forarmer tusindvis af danske børn og familier. Min frustration over de benhårde stramninger af landets familiesammenføringsregler, der holder flygtende familier adskilt i minimum 3 år. Min kamp for gode og gratis uddannelser, en fremadskuende klimapolitik og mere hjælp til verdens fattigste. Det udspringer alt sammen af mit humanistiske grundsyn på verden og på andre mennesker.
Jeg forstår, at man kan have forskellige syn på, hvor mange flygtninge Danmark skal tage imod. Jeg forsøger heller ikke at patentere begrebet humanisme; hvis du sammenkæder din humanisme med andre politiske mærkesager end mig, er det fint.
Men at humanisme direkte er blevet et fy-ord – noget man tager afstand fra – det begriber jeg ikke. Humanisme handler om at behandle hinanden med respekt og værdighed. Det kan vi ikke blive for gode til – punktum.
Jeg er humanist. Og det skammer jeg mig ikke over.